Det var ikke nødvendigt med navneopråb og håndsoprækning, da Ståle Solbakken kiggede rundt på sin spillerflok på årets anden træningsdag. For inde under den solbeskinnede isse er der altid skarp status.
FCK-bossen ved godt, at Robin Olsen og Viktor Fischer er i Rusland, William Kvist i sygesengen og Erik Johansson til forhandling i Stockholm. Han ved også godt, at Federico Santander lige om lidt dukker op for at sige farvel til holdkammeraterne.
Han må sende et par stykker, Papagiannopoulus og Denis Vavro til særtræning som led i deres genoptræning efter skader, og indenfor ligger Sotirou til behandling efter en operation i lyskeområdet i sommer.
Til gengæld har han igen tilbagevendte Bashkim Kadrii og Aboubakar Keita til rådighed, men der er ingen tvivl: Transfertankerne myldrer under samme kuppel.
- Jeg tror, der kommer flere. Måske to. Jeg har god tro på truppen her, men vi mangler måske et par profiler, siger han og skruer pludselig op for skarpheden i stemmen.
- Alle dem, der skriger på, at vi skal udvikle, er de samme, som skriger på, at vi skal købe flere spillere. De skreg også, at Delaney var for dårlig i 2014 men har glemt det nu.
- Det handler om at udvikle. Vi har den økonomi, vi har. Og jeg synes ikke, vi mangler så meget. Vi har mange muligheder på midtbanen, hvor Keita er tilbage, er godt besat på backpositionerne og har tre centerforsvarere.
- Nu er det forwardpladsen, hvor vi har det sværest, siger han, mens Santander og hans agenter er gået ovenpå for at lukke aftalen om et skifte til Bologna.
- Vi er sårbare på forwardpositionen, hvis Federico forsvinder. Der må vi hente en erstatning. Pieros spillede med smerter de sidste måneder af sæsonen, og det tager lidt tid, før han er tilbage. Derfor er Jonas Wind (19 år), Carlo Holse (19 år) og Bashkim Kadrii vores forwards lige nu, og det er for tyndt.
- Jeg har stor tiltro til en spiller som Jonas, men han skal jo ikke ind og bære holdet i sin første hele sæson.
Det konstante resultatpres gør, at der er grænser for, hvor mange unge, der er tid og råd til at sluse ind på holdet. En evig balancegang, der i en storklub sjældent falder ud til de unges fordel.
Undgå fælderne: Sådan skifter eksperten ud på sit managerhold
Omvendt pointerer Ståle Solbakken, at han udvikler kvalitet til videre færd.
- Vi lever fint med resultatpresset. Det er derfor vores spillere lykkes i udlandet. Det er derfor, Nicolai Jørgensen og Delaney går direkte ind og dominerer i deres nye klubber. Det er derfor, Andreas Cornelius havner i top syv-klub i Italien, og Ludwig Augustinsson går direkte ind hos Werder Bremen.
- Det er ikke for at sige noget om andre klubber i København, der sælger spillere, men de spiller altså på B-hold rundt omkring. Det pres, der ligger her, gør dem klar til noget større i udlandet.
Hans optimisme bygger især på en god forårssæson.
- Den fodbold, vi spillede efter jul, var rigtig, rigtig god. Vi havde ikke marginalerne med os, men det forår skal vi bygge videre på.
- Det, der skete før jul, ville have givet alle verdens hold problemer. Vi solgte de spillere, vi gjorde, og derefter mistede vi fem fra startelleveren til langtidsskader.
- Otte mand var ude, men skulle fortsat have deres løn. Vi kan jo ikke bare købe en syv-otte nye spillere i sådan en situation, men det er svært for nogle at forstå, siger en travl Ståle Solbakken.
- Lige nu arbejder vi 24 timer i døgnet, og min telefon er rødglødende. For lige nu tænker jeg kun på, at vi skal få et slagkraftigt hold og optimismen tilbage.
Ståle før ny sæson: FCM ser frygteligt stærke ud
Ståle har tilbudt Kvist ny rolle i FCK: Han vil spille videre
Se billederne: Santander siger farvel i FCK - jagt på afløser i gang