Under opvarmningen til lørdagens træningskamp mod AIK fra Stockholm måtte Andreas Cornelius trække sig.
FCK-angriberen bliver heller ikke klar til forårspremieren i Superligaen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
'Undersøgelser efter hjemkomsten til København har desværre påvist en mindre skade, der foreløbig holder ham ude af kampen mod Silkeborg.'
Søndag klokken 16 møder FCK Silkeborg på udebane. Næste FCK-kamp er en uge senere hjemme mod AaB. Det er uvist, om Cornelius bliver klar til den kamp.
I stedet kan cheftræner Jacob Neestrup bruge nyankomne Jordan Larsson på toppen eller rykke Hákon Haraldsson derop. Viktor Claesson er også tidligere blevet brugt som angriber.
I august vendte den 29-årige angriber hjem til FCK efter fem år i udlandet. Det var tredje gang, at han blev FCK-spiller.
I løbet af efteråret døjede han også med skadesproblemer. Han spillede otte kampe og scorede to mål. De faldt begge i pokalsejren ude over Thisted.
FCK ligger treer i Superligaen med otte point op til førende FC Nordsjælland.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye Superliga-podcast 'Sladderligaen' med Sture Sandø og Michel Wikkelsø Davidsen herunder eller i din podcast-app