'Skurken' Zanka: Ja, nogle gange er jeg et svin

Den kontroversielle FCK-profil Mathias 'Zanka' Jørgensen åbnede omkring sin stil og væremåde på og uden for banen i et interview med Canal 9

Zanka anerkender, at han til tider er et svin på banen. (Foto: Jens Dresling)
Zanka anerkender, at han til tider er et svin på banen. (Foto: Jens Dresling)

Mathias 'Zanka' Jørgensen er et stort og kendt navn i den danske Superliga.

FC København-profilen sætter sig selv i centrum på grund af sit stabile spil for storholdet, men især på baggrund af sin åbenmundede stil uden for banen ender han tit på forsiden af aviserne.

En væremåde, nogle fodboldtilhængere anerkender, mens andre bliver provokeret. Så meget at 'Zanka' fra tid til anden oplever racistiske tilnærmelser på de sociale medier.

I forrige uge kom Zanka ud i noget af en storm på de sociale medier, da han rev anførerbindet af Kahlenberg. Hør mere her.

Se også: Stig Tøfting: Zanka arrogant? Nej, da!

Den 26-årige midtstopper har i tidligere interviews snakket om sin stil, og søndag eftermiddag åbnede han igen efter de seneste kontroverser efter pokal-semifinaleopgøret mod FC København.

I optakten til kampen mellem Viborg FF og FC København valgte Canal 9 at stille skarpt på 'Suppens' enfant terrible i tre små indslag, hvor FCK'eren forklarede sin stil i medierne og på banen.

- Jeg er meget udansk i min måde at tackle tingene på. Jeg siger tingene, som de er. Det kan ærgre mig lidt, at vi er så dømmende herhjemme, når folk siger deres mening og viser følelser. For jo, jeg er et svin engang i mellem. Det skal man være. Men jeg er ikke bedre eller mere slem end mange andre. Jeg synes, der er gået en sport i at pege ud, hvad jeg gør og ikke gør, siger han i interviewet.

Brøndby Johan Elmander følte sig provokeret af Zanka og ville meget gerne have fat i FCK'eren efter slutfløjtet på Brøndby Stadion (Foto: Lars Poulsen) DBU Pokalen - 20. apr. 2016 - kl. 23:37 Zanka efter pokalsejr: Tak for hjælpen, Brøndby-fans

FCK-profilen er godt klar over, at han kan provokere en masse med sine udtalelser, men det er en karakter, han har påtaget sig.

- Jeg er 'The Villain' (skurken red). Det er min karakter - jeg er den onde, og sådan må det være. Jeg har taget den karakter på mig, og det må jeg acceptere. Men jeg bruger al den negative energi til noget positivt. Negativ energi er den stærkeste energi, der findes, hvis du bruger den som et brændstof for at præstere, siger han.

I den anden og afgørende semifinale i DBU Pokalen mod Brøndby kom 'Zanka' i centrum, da han flåede anførerbindet af Thomas Kahlenberg efter en duel.

TV: Gense episoden med Zanka og Kahlenberg

Det medførte et større ramaskrig på de sociale medier, hvor mange fordømte FCK'erens 'arrogante' opførsel - og nogle gik langt over stregen ved at skrive racistiske beskeder til Superliga-profilen.

Men de beskeder rører ikke 'Zanka'.

- I forhold til situationen med Kahlenberg, så lagde jeg faktisk ikke mærke til, at det var ham. Men nej, jeg gjorde det ikke med vilje (rev anførerbindet af red.).

- Hvordan reagerede du, da du fik de beskeder med racistiske ytringer?

- Racisme rører mig ikke. De mennesker, der skriver det, ved jo udmærket godt, at jeg er født i Danmark, og hvor jeg er fra. Racisme er det laveste, man kan komme med, siger han.

Canal9-eksperterne Flemming Povlsen og Mikkel Bischoff var med i studiet i optakten, hvor de også blev spurgt ind til 'Zanka's væremåde.

- Han er en person, der er intelligent og ved hvilke konsekvenser, det medfører, hvis han stikker lidt ud. Han spiller spillet, og han er bevidst om det. Det billede, vi har af ham fra medierne, er det rigtige. Det er, hvem han er. Han fylder meget, og det vil han også gerne, vurderede Bischoff.

Povlsen løftede dog pegefingeren over for 'Zanka' og rådede ham til at kigge sig over skulderen.

- Han skal passe på sig selv, når han kommer med de udtalelser, som han gør. For det er nogle idioter derude, som sagtens kan finde på noget dumt, hvis de møder ham på gaden eller i nattelivet, sagde fodboldeksperten.

TV: TV3 Sports fodboldekspert Peter Kjær anerkender Zankas stil - men han mener også, han går over stregen i vise situationer.

54 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere