Smider krykkerne: Sådan er status på skadede FCK-stjerner

Både Peter Ankersen og Rasmus Falk har smidt krykkerne og håber snart at være tilbage på græs. Ståle Solbakken regner dog ikke med at kunne bruge de to profiler før efter landskampspausen i september 

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Ferien blev ikke som planlagt for hverken Peter Ankersen eller Rasmus Falk. Faktisk blev der ikke ret meget ferie.

De to FCK'ere har brugt det meste af juni sammen med en fysioterapeut, og det hårde arbejde har betalt sig.

Både Ankersen og Falk har smidt krykkerne og kunne mandag formiddag gå ud på træningsbanen på FCK's anlæg, hvor manager Ståle Solbakken bød dem velkommen tilbage fra 'ferie' med en stor krammer.

Peter Ankersen pådrog sig et brud i anklen midt i maj, mens Rasmus Falk tidligt i april var igennem en operation omkring fodrodsknoglen. Begge FCK-profiler mærker dog klar fremgang og håber snart at kunne løbe lidt rundt på træningsbanen.

- Indtil videre føler jeg, at jeg er foran planen. Det er kun godt en måned siden, at jeg blev opereret, men jeg kan allerede gå nu og lave en masse øvelser.

- Det går i hvert fald stærkt og i den rigtige retning. Jeg håber, at jeg kan komme på græs på vores træningslejr og løbe lidt, men nu må vi se, hvordan det går de næste dage, siger landsholdsbacken Peter Ankersen, der blev skadet i tredjesidste runde mod FC Midtjylland.

63012919.jpg
Rasmus Falk gik i stykker tidligere på foråret og nåede at hoppe rundt på krykker i tre måneder.

- Når man er på krykker så lang tid, smider man meget muskelmasse, og min læg var væk på et tidspunkt. Nu har vi fundet lidt af den tilbage, og jeg håber at være tilbage på græs i næste uge.

- Jeg har mærket store fremskridt den seneste uge. Jeg tør ikke sætte dato på for et comeback, men jeg vil godt sige, at det går, som det skal, siger Rasmus Falk.

FCK-manager Ståle Solbakken glæder sig over, at de to profiler er kommet godt igennem deres operationer, men der går fortsat nogle måneder, før han for alvor regner med dem igen.

- Jeg tror ikke at nogen af kommer til at spille betydende kamp før efter den første landskampspause i starten af steptember, siger Solbakken til Ekstra Bladet.

FCK status

FCK-optimisme trods hård lodtrækning: Vi ordner dem

Okore holder AaB-dør på klem

Peter Ankersen scorede et af sæsonens bedste Superliga-mål kort i den kamp, han blev skadet. Se hans drømmemål mod FC Midtjylland her:

23 kommentarer
Vis kommentarer