Solbakken: Ludwig Augustinsson bliver solgt i 2017

FC Københavns manager Ståle Solbakken bekræfter nu, at klubben regner med at sælge Ludwig Augustinsson næste sommer

Ludwig Augustinsson er klar til at tage næste skridt om et år, vurderer Ståle Solbakken. Foto: Jens Dresling
Ludwig Augustinsson er klar til at tage næste skridt om et år, vurderer Ståle Solbakken. Foto: Jens Dresling

FC København siger farvel til Thomas Delaney til vinter, men han er ikke den eneste profil, der står på affyringsrampen i klubben.

Den svenske venstreback Ludwig Augustinsson bliver med al sandsynlighed solgt til en udenlandsk klub. Dog kommer et salg først til at finde sted næste sommer, fastslår manager Ståle Solbakken overfor tipsbladet.dk..

Manageren understreger således, at et salg før sommeren 2017 ikke kan komme på tale.

- I løbet af al den tid, jeg har været en del af FC København, er Ludwig Augustinsson den spiller, vi har fået flest henvendelser på gennem årene. Det har vi også fået i dette transfervindue. Men jeg kan sige, at der er større chance for, at jeg kommer til at spille på midtbanen for FC Barcelona end at Ludwig Augustinsson forlader FC København i løbet af denne sæson, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

FC København kommer altså til at råde over Ludwig Augustinsson hele denne sæson, men Ståle Solbakken forventer, at venstrebacken skifter klub i sommeren 2017.

- Han kommer til at få mere erfaring, og han kommer til at spille i et europæisk gruppespil. Muligvis får han også nogle flere landskampe, så jeg vil vurdere, at han er klar til at tage næste skridt om et år. Hvilken liga han skifter til, afhænger af ham selv og af den pris, vi kan få, men jeg forventer, at han bliver solgt næste sommer, siger Ståle Solbakken.

Ludwig Augustinsson er i denne uge blevet sat i forbindelse med Werder Bremen, der netop pønser på at hente svenskeren på en kontrakt gældende fra sommeren 2017. Disse oplysninger er ikke blevet bekræftet af Ståle Solbakken i forbindelse med denne artikel.

Ludwig Augustinsson har kontrakt med FC København frem til sommeren 2019, men det ligger altså fast, at han forlader klubben to år inden da.

Bundesliga-klub bekræfter: Vi jagter endnu en FCK-profil

Her er prisen: Så meget fik FCK for Delaney

Efter Delaney-scoop: Tyskere jagter flere løver

Derfor er Delaneys skifte perfekt - også for FCK

Superliga-status: Her er plusserne ...og problemerne