Parken, Sport & Entertainment er voldsomt ramt af corona-krisen.
Året forventes at give et underskud i niveauet 280-310 mio. kr.
Men der er formentlig hjælp forude. For salget af 440 sommerhuse i Søndervig ved Vesterhavet kan redde Parkens økonomi det kommende år.
Det ventes således, at fortjenesten løber op i et beløb i niveauet 250-300 mio. kr., hedder det i en analyse fra Økonomisk Ugebrev, der udkommer søndag.
Pengene begynder at lande hos Parken allerede i fjerde kvartal og så igen næste år. Husene skal stå færdige i 2022.
- Vi solgte alle 440 sommerhuse op til sommerferien 2019, og når de leveres til køberne over de næste 15 måneder, kommer vi til at indtægtsføre avancerne herfra, udtaler formand Bo Rygaard til Økonomisk Ugebrev.
Parkens bestyrelsesformand vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvordan det i givet fald kommer til at påvirke forventningerne til det kommende regnskabsår.
Har tjent store summer
Parken har før – med stor succes – solgt sommerhuse i forbindelse med opførelse af et Lalandia-badeland.
For 20 år siden solgte Flemming Østergaard flere end 700 huse i løbet af få dage ved Rødby. Succesen blev gentaget i Billund for 13 år siden. Og nu kommer tredje etape på dansk grund, der skal give en ny, stor milliongevinst til Parkens fortsatte drift.
Parken er hårdt ramt økonomisk af corona-krisen. Derfor arbejdes der, ifølge Økonomisk Ugebrev, lige nu på tre scenarier for, hvordan 2021 kan udvikle sig.
Den ubekendte faktor er, hvor længe corona-krisen kommer til at påvirke 2021 i Parken og for Lalandia.
- Det er rigtigt, at vi forventer at aflevere de resterende sommerhuse i 2021. Og det vil påvirke vores bundlinje positivt, siger Bo Rygaard til Økonomisk Ugebrev.
Bo Rygaard erkender, at Parken kan stå med likviditetsproblemer, hvis restriktionerne fortsætter i hele 2021.
- Så vil næsten enhver virksomhed indenfor oplevelsesøkonomi støde ind i likviditetsproblemer, og det vil være en ny situation, vi skal forholde os til, siger Parkens formand.
Parken står til en forbedret likviditet i fjerde kvartal, fordi 130 mio. kr. står opført som ’varelagre’. Det handler om sommerhusene. Dertil kommer en forventet gevinst på de huse i år for et beløb i niveauet 60 mio. kr.
Men i fjerde kvartal får Parken dog udgifter til Clipper-retssagen på fem mio. kr. samt aftrædelsen til Ståle Solbakken og Bård Viggen i niveauet 25-27 mio. kr.
Seier tromler over etisk grænse i FCK