Ståle gav stjerneskud opsang

Jonas Wind har fået en forrygende start på sæsonen og er nu topscorer i Superligaen

Jonas Wind scorede begge mål og står nu noteret for fem træffere. Det gør ham til superligatopscorer. Foto: Lars Poulsen
Jonas Wind scorede begge mål og står nu noteret for fem træffere. Det gør ham til superligatopscorer. Foto: Lars Poulsen

Jonas giver FCK medWIND!

Fem sejre i fem kamp og fem mål af Jonas Wind. FCK har fået en drømmestart, og angrebskometen er en stor del af forklaringen på den fornemme start, som de danske mestre har fået i sæsonen.

Han har været sprudlende i starten på den nye sæson.

Hvis FCK vinder i næste spillerunde mod Randers, tangerer de Brøndbys rekord fra 1996/97, hvor de også startede sæsonen med seks sejre i træk.

Det blev en stille dag på kontoret for FCK-spillerne, hvor Ståle Solbakken havde skiftet hele seks mand fra kampen i tirsdags. Men det fungerede slet ikke i første halvleg, og det fik spillerne besked på i pausen.

- Vi nipsede og spillede for meget til siden og bagud. Vi var slet ikke aggressive nok, forklarer Ståle Solbakken, der med anfører Carlos Zeca på banen fra anden halvlegs start fik set en hel anden indstilling og vilje fra sine spillere.

Jonas Wind har fået besked fra Ståle Solbakken på, han skal ind i feltet og tage slagsmålene. Foto: Lars Poulsen.
Jonas Wind har fået besked fra Ståle Solbakken på, han skal ind i feltet og tage slagsmålene. Foto: Lars Poulsen.
 

 

Skal tage slåskampene
Og så fik Jonas Wind bevist, hvorfor han lige nu er i storform. Den 20-årige angriber scorede begge målene i 2-0 sejren over Lyngby og manifesterede sig som Superligaens topscorer.

Men Ståle Solbakken har også været efter stortalentet i opstarten.

- Jonas er stor og stærk. Han spiller ikke U-17 eller U-19 længere. Han skal ind i feltet og tage slagsmålene med modstanderne. Det har jeg forklaret ham, pointerer Ståle Solbakken.

Uden stjerneangriber Dame N’Doye gik Jonas Wind forrest og tog et stort ansvar for offensiven.

- Jeg har da hørt lidt for det fra Ståle, der gerne vil have mig mere ind i feltet. Så jeg er blevet mere bevidst om det og har fokuseret meget på at tage de slagsmål.

- Jeg synes, jeg fik bevist noget mod Lyngby. Så nu skal jeg forhåbentligt ikke høre mere på det, smiler Jonas Wind, der stod med en stor fem liter øl. Den skulle ikke drikkes fredag aften men gemmes til efter tirsdag, hvis Røde Stjerne samlet bliver besejret.

- Boldene går ind for tiden. Og det er klart, at det giver god selvtillid. Det handler om at nyde det nu, fordi det hurtigt kan gå den anden vej, erkender Jonas Wind, der nåede at hilse på sin bror, Mathias, der stod i Sektion 12 i Parken.

Wind skal nyde det
Holdkammeraten Viktor Fischer, der stod for oplægget til Jonas Winds første scoring, er imponeret over de skridt, som angriberen har taget de seneste måneder.

- Vi vidste jo godt, at Jonas har det i sig, smiler Viktor Fischer, der er glad for sæsonens første 90 minutter.

- Jonas er meget kølig i afslutningsøjeblikket. Han er et stort talent og kan blive endnu bedre for os. Han skal have lov at nyde det, og vi skal samtidig bakke ham op, så han bliver bedre, mener Viktor Fischer.

Sådan står FCK før Røde Stjerne

På tirsdag spiller FCK mod Røde Stjerne i Parken. En samlet sejr mod serberne sender FCK i gruppespillet for 13. gang på 14 år. Her er en status på, hvordan FCK står før den store kamp:

 

  1. Fischer på vej op i gear

Viktor Fischer har haft svært ved at finde melodien i starten af den nye sæson. Det var ikke godt før pausen, men blev markant bedre i anden halvleg. Han lagde op til føringsmålet og deltog langt mere i spillet efter pausen. Han skal helt op i gear, hvis FCK skal have et stort resultat på tirsdag.

 

 

2. Seks fik hvile og har friske ben

Ståle Solbakken har en bred trup. Mod Lyngby var der skiftet seks mand ud. Det betød, at Sten Grytebust, Guillermo Varela, Carlo Holse, Jens Stage, Carlos Zeca alle sad på bænken fra kampens start, mens Dame N’Doye var helt ude af truppen. Den gamle mand fik hvile. Det må betyde friske ben tirsdag hos de vitale spillere. Zeca spillede dog anden halvleg mod Lyngby, da han afløste Nikolaj Thomsen. Men anføreren var slet ikke på overarbejde.

 

3. Falken flyver slet ikke

Rasmus Falk fik ikke overbevist Ståle Solbakken om, at han skal spille centralt tirsdag mod Røde Stjerne. Han fik chancen mod Lyngby, fordi han meldte sig klar efter torsdagens træning. Men midtbaneprofilen sled med at finde rytmen og virkede slet ikke særlig veloplagt. Det ligner et makkerskab med Zeca og Stage centralt på tirsdag.

 

4. Bjelland spiller ikke

Andreas Bjelland ligner ikke en mand, der kommer til at spille mod Røde Stjerne på tirsdag. Han har ikke trænet med holdkammeraterne i ti dage. Og Ståle Solbakken virker ikke alt for optimistisk. Uden kamptræning er risikoen ved at bruge ham også stor, når der står så så meget på spil mod Røde Stjerne.

 

 

Se også: Stjerneskud mål-amok: FCK stormer videre

Se også: FCK-ejer har glemt at gøre Lars Seier til medejer

62 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere