PARKEN (Ekstra Bladet): FCK’s gyldne Dame sendte københavnerne videre til kassekampen mod Atalanta.
To gange slog Dame N’Doye til i Parken mod bulgarske CSKA Sofia i 3. kvalifikationsrunde i Europa League, og FCK er dermed klar til playoff-kampen mod italienske Atalanta om en plads i gruppespillet.
FCK vandt opgøret 2-1 og er videre med en samlet 4-2-sejr, men det var ikke uden problemer - og en smule hjælp - at københavnerne sendte bulgarerne ud.
For Dame N’Doye var i en tydelig offside-position ved sin første scoring midt i 1. halvleg, og hele stadion kunne se det.
Situationen blev vist på storskærmen, og det fik Ståle Solbakken op i det røde felt. FCK-manageren var nærmest lige så utilfreds som de rasende bulgarere!
Målet fik dog lov at stå, og da Dame N’Doye i 2. halvleg - kort efter CSKA’s udligning – pandede FCK foran, var der ikke længere tvivl om, at Solbakkens mandskab ville løse opgaven og indløse billetten til kampen om minimum 50 mio. kr. i Europa Leagues gruppespil.
Italienerne vil være klare favoritter, men FC København har immervæk vundet otte kampe i træk og er ikke uden muligheder mod Andreas Cornelius’ klub.
Men tilbage til kampen mod CSKA Sofia. FC København havde vundet første opgør 2-1 i den bulgarske hovedstad, men det betød ikke, at de tog lidt lettere på opgaven i Parken.
Ståle Solbakken stillede i stærkest mulige opstilling, og kun skadede Rasmus Falk (piskesmæld) manglede i forhold til derbysejren over Brøndby.
CSKA var tvunget til at score to gange for at have en chance for at gå videre, men Nestor El Maestros mandskab startede opgøret ganske forsigtigt.
De rødklædte bulgarere stressede på ingen måde ikke FCK’erne, og da københavnerne heller ikke havde travlt med at angribe, blev det en chancefattig indledning.
Dame N’Doye fik første mulighed for hjemmeholdet midt i halvlegens og slog kynisk til. Nicolaj Thomsen spillede han smart fri i feltet, og den senegalesiske angriber var sikker i sin afslutning.
Scoringen burde dog være underkendt. N’Doye var i en offside-position, og det gjorde ikke humøret i CSKA-lejren bedre, at situationen blev vist på storskærmene, så hele stadion kunne se det.
Bulgarerne var rasende på den tyrkiske dommer Halil Umut Meler og hans hjælper på sidelinjen, og Ståle Solbakken var rødglødende over, at den kontroversielle situation blev vist på storskærmene.
FCK-manageren vendte sig mod tribunen, pegede vredt på begge tindinger og sendte teammanager Per Wind af sted med instrukser...
Men VAR bliver ikke brugt i Europa League, og CSKA-spillerne pegede forgæves op mod storskærmen bag deres knap 100 medrejsende fans. FCK var foran 1-0 og i fuld kontrol.
Ståle Solbakken havde før opgøret advaret mod CSKA’s gode offensive individualister, men de viste meget lidt i 1. halvleg, og Jesse Joronen var nærmest arbejdsløs i FCK-målet.
Nicolai Boilesen var tæt på at begå straffespark i starten af 2. halvleg, da han havde fat i Da Silva i feltet, men Meier vinkede afværgende.
Kort efter fik N’Doye en gylden mulighed på en kontra. Både Nicolaj Thomsen og Viktor Fischer var helt frie, men senegaleseren havde kun øje for målet, og Cerniauskas reddede hans afslutning.
CSKA Sofia havde startet 2. halvleg godt, og i 58. minut fik de udlignet, da indskiftede Evandro Da Silva løb fra Andreas Bjelland og Denis Vavro.
Brasilianeren passerede sikkert Jesse Joronen og gav sit hold håb. Solbakken reagerede prompte og pillede en svag Jan Gregus ud.
I stedet kom William Kvist ind til et kæmpe jubelbrøl, og kort efter blev der jublet endnu højere.
Viktor Fischer sendte et hjørnespark lige ind i panden på Dame N’Doye, og denne gang kunne CSKA Sofia ikke give dommeren skylden.
Den 33-årige angriber kom hjem til København på en fri transfer kort før sæsonstart og har gjort det fremragende, selv om formen haltede, da han mødte op i træningslejren i Østrig.
Fire mål i Superligaen og to i Europa står N’Doye noteret for og har mere end levet op til forventningerne. Hans anden scoring dræbte CSKA, der nu skulle score to gange for at gå videre.
De var ikke i nærheden, selv om de forsøgte til det sidste. FC København kørte endnu en smal 2-1-sejr hjem, og Ståle Solbakken kunne knytte næven, inden han gik i omklædningsrummet.
FC Midtjylland fortsætter transfer-festen: Henter kendt ansigt hjem
FCK-stjerne griner af snak om størrelse: - Det er useriøst
FCK og Brøndby slås på transfermarkedet: Derfor får Ståle sin vilje