Ståle revser 'langsom' dommer: - Han må træne lidt mere i ferien

Den norske FCK-manager var stærkt utilfreds med, at Mads-Kristoffer Kristoffersen ikke fløjtede for straffespark til københavnerne i nederlaget til FC Midtjylland

Ståle Solbakken og FCK er under pres inden sidste runde. Københavnerne skal slå FC Nordsjælland i Farum for at sikre bronzen og Europa League. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken og FCK er under pres inden sidste runde. Københavnerne skal slå FC Nordsjælland i Farum for at sikre bronzen og Europa League. Foto: Lars Poulsen

PARKEN (Ekstra Bladet): FC København er tvunget til at vinde i Farum 2. pinsedag for at få bronze og den vigtigere Europa League-plads.

De detroniserede mestre spillede egentlig en glimrende kamp mod FC Midtjylland i Parken, men stod bagefter med nul og nada, som manager Ståle Solbakken formulerede det.

- Hvis der havde stået en brasilianer på Nedre C, og du havde sagt, at det sorte hold kan vinde mesterskabet, og det hvide kan blive nummer fire, så tror jeg, at han havde troet, at du havde joket.

- For der var så stor forskel på holdene i perioder, sagde Solbakken.

FCK har ikke vundet i Farum siden 15. april 2013, men det vil de lave om på 2. pinsedag.

- Vi har flere kunstgræsspillere end tidligere, så det er jeg ikke så bange for. Vi spillede en god kamp i Silkeborg, selv om deres bane er bedre end den i Farum. Vi skal nok bide fra sig.

- Før foråret havde vi håber på den finale, og nu får vi den, sagde FCK-manageren.

Gik for hurtigt for ham
Nordmanden var langt hen ad vejen meget tilfreds med sit eget hold, men til gengæld stærkt utilfreds med, at dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen ikke gav Robert Skov et straffespark før pausen:

- Det var synd, at dommeren havde kæmpe tempoproblemer. Det gik for hurtigt for ham. Havde han flyttet sig lidt hurtigere, så havde vi også fået straffespark.

- Men det må vi leve med. Han må træne lidt mere i ferien!

På tv-billederne så det dog ud, som om Mads-Kristoffer Kristoffersen traf den rette beslutning i situationen.

Hvis FCK ikke slår FC Nordsjælland i bronzedysten i sidste runde, skal de næste fredag ud i ’en playoff-finale’ i Parken mod vinderen af AGF og SønderjyskE om en Europa League-plads.

Se også: Efter FCK-koks: Nu er FCN tæt på bronzen

59 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere