Ståle storroser: Her er han bedre end alle andre

Kalle Plankeværk: Svenske ’Kalle’ Johnsson har været FCK’s bedste i denne sæson. På et punkt slår han ifølge Ståle Solbakken alle sine forgængere i FCK-målet

'Kalle' Johnsson har vist sikre hænder og mere til i FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
'Kalle' Johnsson har vist sikre hænder og mere til i FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

GLASGOW (Ekstra Bladet): Fra Palle til Kalle Plankeværk …

FC København har atter fået en målmand, der har gjort sig fortjent til kælenavnet. 

Karl-Johan Johnsson har været et levende plankeværk i denne sæson.

Havde det ikke været for hans mange store redninger, havde det for alvor set sort ud for københavnerne i både Superligaen og Europa,

Den 30-årige svensker startede sæsonen som andetvalg bag Sten Grytebust, men greb i efteråret chancen og er nu den ubestridte førstemand i buret i Parken.

'Kalle' Johnsson er i færd med at skrive sig ind i kongerækken af store FCK-keepere og har været lyspunktet i denne sæson.

Bedste mand? Ja, ifølge Ståle Solbakken.

- Det vil jeg sige. Der har været mange kampe med afgørende redninger, siger FCK-manageren om sin målmand, der hurtigt har vundet en plads i FCK-folkets hjerter - og en plads blandt klubbens store målmænd.

Han har ikke samme vingefang som Robin Olsen, ikke et temperament som Palle Petersen eller Jesper Christiansens fine fødder - men på et punkt slår han alle sine forgængere.

- I en mod en-situationerne. Der er han bedre end alle andre. Der er han ekstrem. 'Kalle' er god til at time, hvornår han skal stå, og hvornår han skal kaste sig.

- Og så kan han lave 'Schmeichel-stjernen', så han er svær at score på, hvis vinklen er lidt spids, lyder rosen fra Ståle Solbakken.

Den lapper 'Kalle' Johnsson gerne i sig. 

Redninger og ros giver selvtillid, og den sympatiske svenskers selvtillidstank er fuld efter en forrygende start som FCK’er.

- Det er nok det bedste, jeg har spillet. Jeg havde en god tid i Randers, og også de to første år i Frankrig var gode. Men her har jeg haft en lang periode på et højt stabilt niveau.

- Jeg føler mig stærk, og hvis jeg kan holde dette niveau, er jeg virkelig glad, lyder det fra den svenske landsholdsreserve, der for en uge siden som den første målmand i 2020 holdt Celtic nede på kun en scoring, da Glasgow-klubben for første gang i år ikke vandt.

'Kalle' Johnsson havde adskillige store redninger i det første opgør mod Celtic. Kun en gang blev han passeret. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
'Kalle' Johnsson havde adskillige store redninger i det første opgør mod Celtic. Kun en gang blev han passeret. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

De havde chancer nok, men 'Kalle' Johnsson frustrerede med hænder, arme, ben og fødder gang på gang de skotske stjerner.

Der er formentlig brug for en lignede præstation, hvis FC København skal slå Celtic ud i Europa League 1/16-finalen, og Johnsson håber at kunne gentage kunststykket, der sikrede ham topkarakter i Ekstra Bladet:

- Det er en fed følelse man har, når man er i flow. I en mod en-situationerne har jeg bare den der fornemmelse af, at jeg kommer til at redde.

- Selvfølgelig kan man ikke tage alle bolde, men det er sådan, at jeg har det for tiden. Også på straffespark. Jeg kan sikkert nuppe et, hvis det bliver nødvendigt.

Johnsson ved godt, at han kan få frygteligt travlt på Celtic Park, hvor den skotske mesterklub tidligere har nedlagt giganter som Juventus, FC Barcelona og Manchester United.

FCK's svenske keeper kan se frem til en ny travl kamp mod Celtic. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FCK's svenske keeper kan se frem til en ny travl kamp mod Celtic. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I denne sæson har de bortset fra nederlag til Cluj og Rangers gjort rent bord hjemme og scoret i samtlige kampe på deres frygtede hjemmebane, hvor der oftest er tæt på 60.000 kampklare tilskuere.

Sådan bliver det også torsdag aften - og de er vant til at se mål.

'Kalle Johnsson' frygter dog ikke Celtic Park. 

Han tror på, at hans svenske plankeværk holder i den fodboldgale skotske by, og FCK’s redningsmand ser frem til at give Celtic-folket en ny frustrerende aften:

- Jeg er definitivt klar! Alt rundt omkring kampen er verdensklasse. Fedt stadion, mange tilskuere, god lyd. Wauv. Det er sådanne kampe, man spiller fodbold for.

Se også: Før FCK-brag: Grimme minder fra Brøndby

Se også: Ståle klar på straffedrama

90 kommentarer
Vis kommentarer