Ståle tordner mod Parkens egne folk: - Mangel på format!

FCK's norske manager var oppe i det røde felt under kampen mod CSKA Sofia, fordi N'Doyes kontroversielle offside-scoring blev vist på Parkens storskærme

Ståle er ikke imponeret over de folk, der styrede storskærmen. Foto: Jens Dresling
Ståle er ikke imponeret over de folk, der styrede storskærmen. Foto: Jens Dresling

Hvis Ståle Solbakken også kunne skifte ud på tribunen, var der nogle, der skulle finde noget andet at lave, når FC København spiller i Parken!

Det er sjældent, at se to rasende trænere, når der er blevet scoret, men det så de 10.078 tilskuere på Østerbro torsdag aften.

CSKA Sofias træner, Nestor El Maestro, var med rette sur over, at Dame N’Doye ikke blev vinket offside, da han midt 1. halvleg bragte FCK foran 1-0.

Og Ståle Solbakken var mindst lige så rasende over, at de kontroversielle billeder blev vist på storskærmene i Parken.

Mens CSKA-spillerne omringede dommer Halil Umut Meler og pegede op mod storskærmen, vendte Solbakken sig mod tribunen og pegede vredt på begge tindinger.

Meget dumt
I UEFA-regi må man ikke vise kontroversielle situationer på storskærmene, men det havde folket i kontroltårnet tilsyneladende ikke fanget og blev derfor ramt af Solbakkens vrede.

Dame N'Doyes 1-0-scoring burde være blevet annulleret, og billederne af scoringen fik både CSKA Sofia-spillerne og Ståle Solbakken op i det røde felt. Foto: Jens Dresling
Dame N'Doyes 1-0-scoring burde være blevet annulleret, og billederne af scoringen fik både CSKA Sofia-spillerne og Ståle Solbakken op i det røde felt. Foto: Jens Dresling

- Det var meget dumt af vores folk i tårnet at bringe de billeder. I hvert før kampen var blevet sat i gang igen.

- Det var et decideret selvmål, og fodboldforståelsen må op hos dem, der sidder der. Det var mangel på format, tordnede Ståle Solbakken, der mente, at de kontroversielle billeder var med til at skabe en dårlig stemning på banen:

- Det gjorde, at der blev en dårlig tone på banen i resten af 1. halvleg. Der kommer to-tre ukontrollerede tacklinger fra dem lige efter, og den sidste del af halvlegen var mere præget af slagsmål end fodbold.

FAKTA: Sådan kommer danskerne i Europa League

Tre danske hold formåede torsdag aften at spille sig videre til Europa Leagues playoff-kampe, det sidste skridt inden selve gruppespillet.

De danske mestre fra FC Midtjylland, pokalvinderne fra Brøndby IF samt FC København.

Kun FC Nordsjælland måtte lade livet efter det samlede nederlag til FK Partizan fra Serbien.

Kampene spilles 23. og 30. august - med lodtrækning til gruppespillet 31. august.

Programmet (danskerklubber i fed)

Olimpija Ljubljana-Spartak Trnava

APOEL-FC Astana

Rosenborg-Shkëndija

F91 Dudelange-CFR Cluj

Suduva-Celtic

FC Sheriff-Qarabag

Malmö FF-FC Midtjylland

Torpedo Kutaisi-Ludogorets Razgrad

Sigma Olomouc-Sevilla

Sarpsborg-Maccabi Tel-Aviv

Gent-Bordeaux

Partizan-Besiktas

Rapid Wien-Steaua Bukarest

Apollon Limassol-FC Basel

Rangers-FC Ufa

Atalanta-FC København

Zenit Skt. Petersborg-Molde

Trencin-AEK Larnaca

Genk-Brøndby IF

Olympiakos-Burnley

Zorya Luhansk-RB Leipzig

Vinderne af de 21 opgør gør de 21 hold, der automatisk er kvalificeret, samt seks tabende hold fra Champions League-playoffs følgeskab i gruppespillet.

I alt 48 hold, der siden skal forledes i 12 grupper á fire hold.

- Det var ikke godt for nogen og helt unødvendigt. Dommeren har dømt mål, og det kommer til at stå uanset hvad, men det bliver også en dårlig situation for ham.

Svagt ud til 2. halvleg
FCK’s team manager, Per Wind, løb straks efter den omtalte situationen op på tribunen med klare instrukser, og i den resterende del af Europa League-opgøret blev der ikke vist kontroversielle situationer på storskærmene.

Dame N’Doyes 2-1-scoring i 64. minut blev vist. Den 33-årige senegalesiske angriber pandede Viktor Fischers hjørnespark i nettet, og det var mål var der intet i vejen med.

Dame N'Doye fejrer sin 2-1-scoring med Nicolai Boilesen. Foto: Jens Dresling
Dame N'Doye fejrer sin 2-1-scoring med Nicolai Boilesen. Foto: Jens Dresling

Det sikrede FCK en 2-1-sejr, og med samlet 4-2 er de nu klar til at møde Atalanta i playoff-runden om en plads i gruppespillet.

- Jeg er tilfreds med store dele af kampen. Vi kommer lidt svagt ud til 2. halvleg, og det er, som om vi prøver at snige os videre uden at at bruge kræfter.

- Det blev straffet, og det blev lidt uroligt efter deres mål, men efter vi kom på 2-1, var det igen fuld kontrol, sagde Ståle Solbakken.

Ingen spilletid til Cornelius
Allerede torsdag venter Atalanta på udebane, og alt skal ifølge den norske manager lykkes, hvis FCK skal sende Serie A-mandskabet ud.

- Vi skal præstere vores allerbedste plus håbe på lidt held også. Udekampen bliver meget svær. Målet må være, at vi stadig lever, når vi spiller i Parken.

- Hvis vi taber med et mål og får scoret dernede, går det an, og uafgjort vil være et kæmpe resultat, siger Ståle Solbakken, der efter sejren over CSKA Sofia havde mange rosende ord til den kommende europæiske modstander:

- Atalanta havde en fantastisk sæson i Europa League i fjor. De slår Everton 8-1 over to kampe, de spiller lige op med Dortmund og er uheldige med at tabe 3-2 i sidste sekund.

- De har mange gode spillere at vælge imellem, og det siger ikke så lidt, at vi sandsynligvis ikke ser Andreas Cornelius på banen i nogle af de to kampe.

FCK møder Atalanta i Parken 30. august – og mon ikke personerne med ansvaret for storskærmene får et stramt ’taktisk oplæg’ af Ståle Solbakken...

Næste opgave: Italiensk gudinde med begrænset erfaring

Hvem er Atalanta? En traditionsrig italiensk klub fra den norditalienske by Bergamo. Klubben har dog aldrig været blandt de bedste og har også i dette årtusinde brugt flere år i Serie B. Dens bedste placering er en fjerdeplads i sæsonen 2016/17.

Har de så aldrig vundet noget? Jo, i 1963 vandt Atalanta den italienske pokalturnering, Coppa Italia. La Dea (gudinden), som klubben kaldes, havde den danske OL-helt Flemming Nielsen med på holdet i finalen mod Torino, og selv over 50 år efter triumfen bliver han stadig genkendt og hyldet, når han besøger byen.  

Hvad med sidste sæson? Træner Gian Piero Gasperini førte sit hold til en syvendeplads, og det snuppede dermed Italiens sidste europæiske plads.

Hvem er den største profil? Lille Alejandro Gómez er en arbejdsom kreatør, og hans lave tyngdepunkt og hurtighed gør det svært for andre at fange den alsidige offensivspiller. Han er anfører i klubben og fik i en alder af 29 landsholdsdebut for Argentina i sommeren 2017.

Andre der skal holdes øje med? Stjerneskuddet Musa Barrow og lejesvenden Duván Zapata. Sidstnævnte er en stor, stærk angriber og blandt andet hentet, fordi Andreas Cornelius slet ikke har slået til.

Har de stor europæisk erfaring? Nej, Atlantas optrædender i Europa har været meget sporadiske. De var første gang med i 1963 og skulle derefter vente næsten 25 år på næste kamp. I 1988 var de i semifinalen i Pokalvindernes turnering, og de nåede i sidste sæson 1/16-finalen i Europa League. Her tabte de 3-4 til Dortmund.

Hvordan nåede de playoff-runden? Italienerne trådte ind i 2. runde, hvor de slog Sarajevo med sammenlagt 10-2. I 3. runde blev Hapoel Haifa ekspederet ud uden problemer. Atalanta vandt 4-1 i Israel og sejrede 2-0 i Italien. Andreas Cornelius kom ind til sidst og lavede målet til 2-0.

Ellers noget? Klubbens hjemmebane, Stadio Atleti Azzurri d’Italia, er noget af en antikvitet og ikke blåstemplet af UEFA. Det betyder, at Atalanta må spille sine europæiske hjemmekampe andre steder. Kampen mod FCK i næste uge bliver spillet på Sassuolos normale hjemmebane, Stadio Citta del Tricolore, i Reggio Emilia et par timers motorvejskørsel fra Bergamo.

Se også: Ståle i det røde felt: FCK videre i storskærmsdrama

Se også: Luftvåben slog til: FCM klar til nordisk mestermøde

Foto: Liselotte Sabroe Sport og Spil FCK og Brøndby slås på transfermarkedet: Derfor får Ståle sin vilje

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen