Ståle: 'Zanka' kommer ikke tilbage

Mathias 'Zanka' Jørgensen er stadig på kontrakt i FCK, men indgår ikke længere i manager Ståle Solbakkens planer. Nordmanden venter bare på, at forsvarsspilleren bliver solgt 

Ståle Solbakken er ikke i tvivl om, at Zanka ikke er med i FCK-truppen den kommende sæson. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken er ikke i tvivl om, at Zanka ikke er med i FCK-truppen den kommende sæson. Foto: Lars Poulsen

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): På papiret er han stadig FCK’er, men i Ståle Solbakkens hoved er Mathias ’Zanka’ Jørgensen fortid.

FCK-bossen planlægger ikke med sin anfører, selv om den 27-årige landsholdsforsvarer fortsat ikke har fundet nogen ny klub.

- ’Zanka’ kommer ikke tilbage. Han skal bare vælge, hvilken klub han skal spille for, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

De danske mestre indledte mandag sæsonforberedelserne, men det var uden sine landsholdsspillere, der alle har fået en uges ekstra ferie.

De møder først ind mandag, men Ståle Solbakken forventer ikke at se ’Zanka’ på træningsbanen igen.

- Og det vil jeg heller ikke, siger FCK-manageren.

- Du planlægger ikke med ham...

- Nej, det gør vi ikke. Vi har ikke kalkuleret med ham inden, så det bliver nogle andre, vi satser på. Boilesen og Lüftner for eksempel, siger Ståle Solbakken.

Ét af de helt store spørgsmål i FCK-lejren er, hvilken klub Mathias Zanka skifter til. Foto: Mikkel Tariq
Ét af de helt store spørgsmål i FCK-lejren er, hvilken klub Mathias Zanka skifter til. Foto: Mikkel Tariq

FC København rejser tirsdag 27. juni på træningslejr i Østrig, og ifølge Solbakken ligger det ikke i kortene, at den nu tidligere anfører skal med på den ti dage lange træningslejr, hvor formen til Champions League-kvalifikationen og superliga-start skal pudses af.

FCK har hentet tjekkiske Michael Lüftner ind som erstatning for ’Zanka’, der kun har ét år tilbage af sin kontrakt. Solbakken har fire spillere til de to pladser i midterforsvaret: Erik Johansson, Michael Lüftner, Nicolai Boilesen og Mikael Antonsson.

Jorés Okore er også fortsat i truppen, og selv om han trænede med mandag, er han lige så lidt en del af Solbakkens fremtidsplaner som ’Zanka’.

- Han kender situationen. Så længe han er her, behandler vi ham godt, men vi har en aftale om, at vi prøver at finde en ny klub til ham, siger Solbakken.

Jorés Okore har haft en snak med AaB, men et skifte til Nordjylland er ikke førsteprioritet.

- Jeg vil helst til udlandet, og det sagde jeg også dem. Vi havde en fin snak, og jeg lagde kortene på bordet. Det er udlandet, jeg søger.

- Som det ser ud, har jeg spillet min sidste kamp i FCK, men man skal aldrig sige aldrig. Det kan jo være, at Ståle omstemmer sig, hvis jeg gør det godt til træning, siger Jorés Okore til Ekstra Bladet.

Sommerstatus i FC København

De er kommet: Pieros Sotiriou (APOEL), Michael Lüftner (Slavia Prag), Pierre Bengtsson (Mainz 05) 

De er væk: Ludwig Augustinsson (Werder Bremen), Andreas Cornelius (Atalanta), Julian Kristoffersen (kontraktudløb)

De skal væk: Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og Jorés Okore

Ny fra ungdomsafdelingen: Mads Roerslev. Derudover rejser fire talenter med på træningslejren. 

Forlænget ferie: De spillere, der deltog i landskampe efter sæsonen, har ferie en uge endnu og møder først ind 26. juni.

Der er tale om Robin Olsen, Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, William Kvist, Ján Gregus, Benjamin Verbic, Uros Matic, Federico Santander og Pieros Sotiriou. 

Støder senere til: Nyindkøbet Michael Lüftner er til U21-EM med Tjekkiet. Efter planen støder han til FCK-truppen under træningslejren i Østrig.

Træningslejr: Tirsdag 27. juni drager FCK som sædvanlig på sommertræningslejr i Østrig i lidt over en uge. Der er planlagt testkampe mod Partizan Beograd, Sturm Graz og Krasnodar.

Skader: Det har fortsat lange udsigter med Peter Ankersen og Rasmus Falk. Ankersen brækkede anklen midt i maj, mens Falk i april var igennem en operation omkring sin fodrodsknogle.

Begge spillere har genoptrænet i sommerferien og har nu smidt krykkerne. De skal dog fortsat igennem et langt genoptræningsforløb, og Ståle Soblakken forventer ikke at se dem i kamp før til september.

Foto: Lars Poulsen FC København - 19. jun. 2017 - kl. 14:01 FCK-optimisme trods hård lodtrækning: Vi ordner dem

Se også: FCK får slovakisk modstand på vejen mod CL

Se også: Tidligere toptræner: Jeg brækker mig over Ramos

Ståle Solbakken har som ofte før godt styr på sin trup længe inden Superliga-start. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Før Superliga-start: Her er Ståles plan

28 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere