Ståles dom: FCK-profil ude i mindst tre uger

Benjamin Verbic er plaget af lyskeproblemer og er ifølge manager Ståle Solbakken tidligst tilbage sidst på måneden

FCK's Benjamin Verbic har så store problemer med lysken, at han er ude mindst tre uger (Foto: Lars Poulsen)
FCK's Benjamin Verbic har så store problemer med lysken, at han er ude mindst tre uger (Foto: Lars Poulsen)

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): FC København må undvære Benjamin Verbic det meste af oktober.

Den slovenske kantspiller var ikke på træningsbanen torsdag, og det var der en god grund til: Han døjer med så store lyskeproblemer, at han nu skal igennem en længere udredning.

Verbic kommer derfor med sikkerhed ikke i aktion i søndagens Superliga-kamp mod Viborg, og han har også måtte melde forfald til Sloveniens kommende landskampe.

- Der er noget i lysken, som der ikke helt er styr på. Så nu er han i hvert fald ude i de næste tre uger. Måske længere, siger FC København-manager Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Se også: Trods brækket ryg: Dette svar fra FCK-profil oser af overskud

Benjamin Verbic har været plaget af skader i sin første tid i hovedstaden, og tre kampe inden for en uge midt i september var åbenbart for hård kost for lysken.

Han kunne ikke træne igennem i sidste uge og startede af samme årsag på bænken i derbyet mod Brøndby. Her fik han den sidste halve time, men kunne efterfølgende konstatere, at den var gal med lysken igen.

- Han var helt færdig efter sine 33 minutter. Det var slut, siger Ståle Solbakken og ærgrer sig over, at han må undvære sloveneren, der er den af de nye spillere, der umiddelbart har leveret det bedste indtryk i hovedstaden.

- Jeg synes, at han har været vældig god hver gang, at han har været med. Også ude i Brøndby, da han kom ind. Men sådan er det, siger Ståle Solbakken, der under torsdagens træning brugte både Nicolai Jørgensen og Youssef Toutouh på venstrekanten.

Se også: Frank tøver med Brøndby-kaptajn

Bashkim Kadrii kan også spille pladsen, men er først lige vendt tilbage efter at have været ude i næste et år med en korsbåndsskade. Han er derfor ikke i spil til en startplads lige nu.

FC København møder søndag Viborg i Parken og har efter landsholdspausen endnu en hjemmekamp mod Hobro. Derefter venter SønderjyskE på udebane og Fredericia i pokalen i slutningen af oktober.

Benjamin Verbic havde et godt indhop i derbynederlaget mod Brøndby og følte sig snydt for et straffespark. Er du enig?

9 kommentarer
Vis kommentarer