Ståles hemmelighed afsløret: Her er den dårlige FCK-nyhed

Kærligheden får Erik Johansson til at søge væk fra den danske hovedstad. Han blev i april forlovet med den svenske tv-kendis Carina Berg og rykker nu til Stockholm

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Kærlighedens veje er som bekendt uransagelige. Og det er kærlighed, der får Erik Johansson til at ville skilles fra FC København.

Det fortæller kilder med stor indsigt i FCK til Ekstra Bladet.

Den svenske forsvarsprofil er såmænd glad for både klubben og København, men hjemme i Sverige findes bare én, som han er endnu mere glad for...

Manager Ståle Solbakken smed en mindre bombe i Parken fredag aften, da han efter 4-1-sejren over AGF i playoffkampen om en plads i Europa League fortalte, at der i løbet af tre-fire dage ville komme en vældig kedelig nyhed i FCK.

Der var ifølge Ståle Solbakken tale om omstændigheder, som FCK ikke var herre over, og det har han så evig ret i.

Erik Johansson er blevet ramt af Amors pil og blev 13. april forlovet med den svenske tv-kendis Carina Berg.

Det fejrede de på Restaurant Geranium i Parken, og på Instagram kunne Johansson fortælle om den klart bedst dag i hans liv.

’Se, hvordan hun skinner. Min kommende kone’, skrev han i opslaget, hvor en glad Carina Berg viser ringen frem.

Har søn på otte
40-årige Carina Berg var fra 2008 frem til 2016 gift med den kendte tv-vært Kristian Luuk, som hun havde dannet par med siden 2005.

De fik i efteråret 2009 en søn, og den nu 8-årige Holger er en væsentlig årsag til, at hun ikke er flytbar.

I stedet må Erik Johansson flytte for kærligheden, og han ønsker at vende hjem til Stockholm for at kunne være sammen med sin kommende kone.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger falder skilsmissen mellem Johansson og FCK formentlig på plads først i næste uge.

Der er stadig nogle økonomiske brikker, der ikke er faldet på plads, og det er ingen helt enkel ligning, der skal løses.

For Erik Johansson var en af Ståle Solbakkens absolutte nøglespillere, og han blev sidste forår belønnet for en fantastisk første tid i klubben.

Erik Johansson fik en ny, forbedret kontrakt, der løb helt frem til sommeren 2021, og sagde i forbindelsen med den nyhed, at han elskede at bo i København og elskede at spille i FCK.

Men så dukkede Carina Berg op i den 29-årige svenskers liv…

Erik Johansson scorede, da FCK fredag kvalificerede sig til Europa League. Det var formentlig sidste gang, at svenskeren trak i den hvide trøje. Foto: Philip Davali
Erik Johansson scorede, da FCK fredag kvalificerede sig til Europa League. Det var formentlig sidste gang, at svenskeren trak i den hvide trøje. Foto: Philip Davali

Ståle Solbakken har kaldt Erik Johansson for en atypisk fodboldspiller. Efter EM 2016 valgte han at stoppe på det svenske landshold, og der er mange ting, som han er langt mere interesseret i end fodbold.

Mode og musik for eksempel.

Erik Johansson har dog kæmpet hårdt for selv at få succes på fodboldbanen og er netop vendt tilbage efter over otte måneder ude med en korsbåndsskade.

Han gjorde comeback i den hvide trøje i april, men det var ikke længe, at Ståle Solbakken kunne glæde sig over det.

Afløser på vej
FCK-manageren har kendt til sin forsvarsstjernes private situation i et stykke tid og havde resigneret, da han mødte pressen efter sæsonens sidste kamp mod AGF.

Her scorede Erik Johansson til 2-1 i 4-1-sejren, men han bliver ikke en del af næste sæsons europæiske eventyr. Hans personlige eventyr er i Stockholm.

Ståle Solbakken vil meget gerne præsentere en god nyhed i forbindelse med den dårlige, og det kunne meget vel være købet af 27-årige Sotirios Papagiannopoulos.

Ståle Solbakken mødtes tidligere på måneden med den store, stærke Östersunds-forsvarer i Stockholms lufthavn, Arlanda, og han virker som den oplagte Johansson-afløser.

- Det er jo ingen hemmelighed, at København er interesserede, men lige nu fokuserer jeg bare på Östersund.

- Næste kamp kan dog blive min sidste i klubben, sagde Sotirios Papagiannopoulos fredag til fodboldsitet Fotbolltransfers.com.

Östersunds møder lørdag Häcken, og derefter går Allsvenskan på sommerpause.

Se også: Mystisk besked fra Ståle: - Der kommer en vældig kedelig nyhed

Se også: FCK afværgede katastrofen: Klar til Europa

1 af 2 Erik Johansson er snart fortid i FCK. Svenskeren er blevet forlovet og vil flytte til Stockholm. Foto: Lars Poulsen
2 af 2 Foto: Tariq Mikkel Khan
224 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere