Stolpe ud for FCK i Parken: Tæt på at nedlægge russisk gigant

Robert Skov ramte stolpen, da FC København indledte Europa Leagues gruppespil med at spille 1-1 med Zenit Skt. Petersborg - Pieros Sotiriou udlignede efter pausen for københavnerne

Dame N'Doye og FCK var tæt på tre point. Foto: Lars Poulsen
Dame N'Doye og FCK var tæt på tre point. Foto: Lars Poulsen

PARKEN (Ekstra Bladet): FC København-tilhængerne kom med håbet om en ny stor europæisk aften i Parken, men måtte nøjes med lige ved og næsten.

Nogen stor, mindeværdig aften fik de ikke mod Zenit, men trods alt en aften, hvor FC København igen fik vist, at de i Parken kan gøre livet surt for alle.

Og var Robert Skovs afslutning kort før pausen gået ind, kunne det godt være blevet endnu en europæisk FCK-klassiker, men bolden ramte stolpen.

Kort efter udnyttede russerne en lille blottelse til at bringe sig foran 1-0, men Pieros Sotiriou fik udlignet tidligt i 2. halvleg og sikret københavnerne et point og en fornuftig start på gruppespillet i Europa League.

Vigtigere kampe
Det magiske tal for Ståle Solbakken er ni.

FCK-manageren sagde før opgøret mod den russiske topklub, at det var det antal point, som hans hold havde brug for i bestræbelserne på at gå videre fra gruppen.

Det er i Parken, at fundamentet for succes skal lægges, og på den norske kugleramme har der uden tvivl været medregnet point fra første kamp mod Zenit.

Måske ikke tre, men i hvert fald ét.

Zenit virkede nu også som et hold, der var ganske fornøjet med at forsvare det point, som det startede med.

De har bedre spillere end FCK, men der er vigtigere kampe for dem end et første runde-opgør i Europa League i København.

Det var FCK’s chance, men københavnerne havde svært ved at skabe de åbne muligheder mod de blåklædte gæster.

Stolpe ud
Viktor Fischer havde i starten et par behjertede forsøg fra distancen, men intet, der voldte Zenit-målmand Andrei Lunev problemer.

Det havde Jesse Joronen heller ikke i den anden ende. Sebastián Driussi fik en tidlig chance, da Nicolai Boilesen hang, men argentineren sparkede i sidenettet. 

Defensivt ramte FCK det europæiske niveau ganske godt, offensivt ikke helt.

Pieros Sotiriou så man ikke meget til, og da man gjorde i 35. minut, headede han forbi.

Dame N’Doye er stærk i Superligaen, men på den internationale scene har den aldrende senegaleser det svært mod modstandere, der kan matche ham fysisk.

Viktor Fischer havde Zenit også nogenlunde styr på, men det var hans gode overblik, der skabte FCK’s største mulighed i 1. halvleg, da han med en præcis pasning fandt kantkollega Robert Skov i feltet.

U21-landsholdsspilleren havde drønet et par frispark over mål, men denne gang ramte han målet. Hans tørre hug ramte roden af den ene stolpe og sprang i spil igen.

Ingen adgang
Stolpe ud for FCK, der i halvlegens næstsidste minut kom bagud. Peter Ankersen hang i højre forsvarsside, og det straffede Zenit.

FCK’erne appellerede forgæves for en offside, der ikke var der, mens Róbert Mak stødte dybt i bolden og passerede Joronen til en russisk pauseføring.

Robert Skov fik chancen for at udligne ti minutter inde i 2. halvleg, da Fischer spillede ham fri. Han forsøgte at sparke mellem benene på Lunev, men der var ingen adgang.

FCK var startet 2. halvleg godt og fik fortjent udlignet i 63. minut. Og igen var Fischer arkitekten.

Tæt foran mål kastede Pieros Sotiriou sig frem og prikkede den danske landsholdsspillers afslutning i nettet til 1-1.

Det fik temperaturen til at stige i Parken, hvor de 19.005 tilskuere fik langt mere underholdning end før pausen.

Der var chancer i begge ender efter udligningen, og med lidt mere held og større skarphed kunne FCK godt have snuppet sejren.

Nu måtte de nøjes med et point, men viste sig nok engang konkurrencedygtige på den europæiske scene. Der kan sagtens vente en ny stor europæisk aften senere på sæsonen. 

Se også: Ny dom: Brøndby mister tilskuerafsnit

Denis Vavro FCK blev helten, da han scorede på det afgørende straffespark i Europa League-kampen mod Atalanta. Nu kan han blive FCK's næste transferhit. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Superligaen indefra: Kan give FCK transferjackpot

Artem Dzyuba er stjernen på det russiske EM-hold og blev suveræn topscorer i EM-kvalen. Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix Sport og Spil Tyveri, utroskab og forsvar af hooligans: Kontroversiel kæmpe kommer til Danmark

106 kommentarer
Vis kommentarer