Afbudsramte FCK var tæt på at smutte fra Haderslev med alle tre point efter en kamp, hvor løverne ellers halsede efter i den første time mod den sønderjyske bundprop.
Men Jonas Wind svigtede fra straffesparkspletten med få minutter igen, da han hamrede bolden langt over mål.
Lige inden straffesparket var der en masse polemik omkring pletten i Sønderjyskes felt.
Fra de billige pressepladser lignede det, at indskiftede Søren Reese fik gjort sit til at pløje græsset godt og grundigt op cirka 11 meter fra Lawrence Thomas' streg. I kærlighed og fodbold gælder alle kneb.
- Ja, det var det gode gamle trick, hvor jeg måske lige fik hakket lidt i jorden, Bølgerne gik lidt højt, og der var livsvigtige point på spil, så jeg vil kalde det en del af charmen, lød det fra Søren Reese.
Det var i dog ikke udslagsgivende for det brændte straffespark, slog Jonas Wind fast.
- Nej, jeg stod ved pletten længe, og alt var som det skulle. Det påvirkede mig ikke, hvis han gjorde det, lød det fra landsholdsangriberen, der tog pointtabet på sin kappe.
- Jeg er ærgerlig og ked af, at jeg ikke sparkede den ind. Jeg fik sat min støttefod forkert, og jeg kunne mærke i det sekund, jeg ramte bolden, at jeg ville brænde, lød det fra Jonas Wind, der ellers var en af de bedste FCK'ere.
Da gemytterne havde dæmpet sig i det sønderjyske, var facit stadig det samme.
FCK undlod at tage imod den gave af guld, som FC Midtjylland havde tilbudt i Farum tidligere søndag.
Og det var ikke ufortjent, at bundholdet SønderjyskE tog det ene point mod FCK - til trods for straffesparket.
Alligevel havde Jess Thorup ja-hatten på frem mod en essentiel FCK-uge med Europa-kamp mod PAOK inden Derby i weekenden.
- Jeg er da ærgerlig over, at vi ikke tog de tre point. Men det var en kamp med to ansigter. Jeg er meget skuffet over første halvleg. Meget tilfreds med anden. Nu skal vi tage takterne med fra vores anden halvleg, sagde Jess Thorup og fortsatte.
- Jeg kommer ikke til at finde undskyldninger i at vi manglede seks mand, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke fik det moral boost til vores unge folk, som tre point ville have givet.