Superliga-profiler røg i totterne på hinanden: - Vi har talt ud

- Jeg ringede til Robert for at få stoppet det, så vi har fået talt ud, siger Erik Sviatchenko, der igen var i afgørende duel mod Robert Skov i Superligaens topbrag  

Bølgerne gik højt og de skændtes for åbent tæppe, da FC Midtjylland for fire uger siden ekspederede FC København ud af pokalturneringen.

Erik Sviatchenko revsede Robert Skov for manglende respekt og sagde han skal lære manerer på en fodboldbane.

Det fortsatte i medierne i ugerne efter, hvor Ståle Solbakken skød tilbage med at fortælle, at Erik Sviatchenko utallige gange havde kimet ham ned for at komme til at spille for FC København.

Det overraskede mig
- Jeg er 27 år og som menneske tager du nogle gange beslutninger, der overrasker dig selv. Det gjorde jeg nok i den situation, erkender Erik Sviatchenko om reaktionen for fire uger siden efter pokalkampen, hvor han verbalt gik til angreb på FCK-profilen.

Tilsyneladende en beslutning han siden fortrød, fordi han efterfølgende tog kontakt til Robert Skov telefonisk. Stridighederne skulle stoppes hurtigst muligt.

- Robert og jeg har fået talt ud. Jeg ringede til ham og sagde om vi ikke skulle stoppe den, forklarer Erik Sviatchenko.

Robert Skov kan ikke forstå, at konflikten fra pokalkampen stadig kan være interessant.

- Jeg tænker ikke, at der kan koges mere suppe på det. Det er jer i pressen, der gør det. Vi har talt ud, og den er clearet. Nogle gange kan man begå fejl. Det er længe siden, og den er lukket for begges vedkommende. Han (Erik) er en modstander lige som alle andre, forklarer Robert Skov.

doc72x9me0le1t6lv4lnbi.jpg 

Sviatchenko: Der var straffespark
Søndag var Robert Skov og Erik Sviatchenko igen i hovedrollerne. Det var også en duel mellem dem, der blev afgørende for kampen.

FCM-stopperen begik det straffespark, der førte til 1-0 scoringen før pausen. Han kom for sent i situationen, der foregik inde i straffesparksfeltet.

- Den første tackling jeg satte ind var ren, siden gik jeg ned i en glidende tackling, hvor Robert Skovs fod var lige foran min. Jeg rammer ham, så det straffespark kan godt dømmes, erkender Erik Sviatchenko.

doc72x9r4rp184xk3yh2ze.jpg 

Robert Skov er helt enig med sin modstander i den betragtning.

- Bolden ligger foran os begge, jeg kommer foran og bliver skubbet i ryggen, så jeg synes, der er straffespark.

- Men jeg tænker ikke over, at det var i en situation mod Erik. Det er fodbold, og jeg vil gøre alt for klubben, for mine holdkammerater for at vinde, og i den situation var det bare med at komme ind foran og prøve at være så aggressiv som muligt, forklarer han.

Efter fem sejre i træk til FC Midtjylland over rivalerne fra FCK tabte de for første gang i 14 måneder til Ståle Solbakkens tropper.

Det blev samtidig også Kenneth Andersens første nederlag i seks kampe, efter han i midten af oktober afløste Jess Thorup som cheftræner.

FCK slår FCM efter kæmpe drama

Stjernen kan smutte fra FCK: - Det skal vi have kigget på

FCK-tilhængeren der selv blev spiller