Superligaens travleste mand hedder Victor Nelsson.
I FCK’erens fodboldkalender er der ikke mange fridage, og når han søndag løber ind på MCH Arena i Herning, er det til sin kamp nummer 50 i 2019.
Faktisk har den 21-årige U21-landsholdsanfører kun misset to kampe hele året - paradoksalt nok begge mod Hobro.
Han havde karantæne, da FC Nordsjælland tilbage i februar mødte nordjyderne i Farum, mens Ståle Solbakken gav ham den hidtil eneste fridag i FCK, da københavnerne midt i september var en tur i Hobro.
Det skulle han måske ikke have gjort. Mestrene tabte 1-2, og forsvaret sejlede uden Nelsson.
Nyindkøbet fra FC Nordsjælland er allerede oppe på 26 kampe i den hvide trøje og har fået fuld spilletid i dem alle.
- Det er helt ekstremt. Jeg ved ikke, om jeg skal sige, at det er synd for ham … men det er ikke det ideelle, siger Ståle Solbakken.
Ønske gået i opfyldelse
Victor Nelsson kom til FCK med klare ambitioner om at blive Solbakkens førstevalg. Han ville spille, og han ville spille meget.
Ønsket er gået i opfyldelse, men med Andreas Bjelland ude i store dele af sæsonen har nordmanden heller ikke haft mange muligheder.
Der har været Sotirios Papagiannopoulos, der har været Victor Nelsson. Og så har det ellers bare været at krydse fingre for, at der ikke skete de to midterforsvarere noget.
- Og heldigvis er Victor en jernmand, siger FCK’s fysiske træner Anders Storskov til Ekstra Bladet.
Han fortæller, at ønsket i FC København er, at mange af de bærende spillere kan klare et kampprogram som det, Victor Nelsson har haft i år.
Det er er vigtigt for kontinuiteten, at de samme spillere kan spille mange kampe sammen.
- Men det er ingen selvfølge, så det er fedt, når vi har spillere, der kan det. Dem har vi heldigvis en del af, siger Anders Storskov, der i snart tyve år har haft ansvaret for den fysiske træning i FC København.
Mental udfordring
Storskov er med på råd, når klubben kigger på nye spillere, og en spillers skadeshistorik er en ikke uvæsentlig parameter i beslutningsprocessen.
FCK vidste, at Victor Nelsson aldrig var skadet i FC Nordsjælland, og det er vigtig viden. Det er også derfor, at københavnerne kan køre ham så hårdt nu.
- Den største predictor for, at du bliver skadet, er, at du har været skadet før. Det har han ikke. Victor har en skadeshistorik, der tilsiger, at han ikke bliver skadet, siger Anders Storskov.
Den blonde midterforsvarer beskrives af FCK’s fysiske træner som utrolig ambitiøs og professionel i forhold til hele tiden at holde sig skarp.
Der er ting, han har skullet væne sig til i FC København, hvor han som regel har spillet hver tredje eller fjerde dag, mens han i FC Nordsjælland som oftest kun havde en kamp om ugen.
Der skal spises lidt anderledes, men faktisk er den største udfordring ifølge Storskov oftest mental:
- Det sværeste, når man spiller mange kampe, er at få lukket den kamp, man lige har spillet, så man kan forberede sig til den næste.
- Man skal være dygtig til at lægge fodbolden væk, og det kan være en udfordring. Men Victor er lydhør og gør alt for at blive dygtigere, så det er ikke noget problem. Det er bare en udvikling.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ferien er bestilt
Jo flere, jo bedre.
Victor Nelsson nyder det danske efterår med masser af kampe for FC København og U21-landsholdet. Det er fedt, siger han, og de mange kampe var også en af årsagerne, at han sagde ja til FCK i sommer.
- Jeg nyder det at være i en klub som FCK med alle de kampe, der følger med. Det siger sig selv, at det er en belastning for kroppen, men sådan er det jo, når man er fodboldspiller, siger Victor Nelsson, der også har mærket den mentale belastning:
- Det er hårdt at skulle sætte sig op til kamp hver tredje eller fjerde dag, men der er også noget, jeg lærer meget af.
Nelsson kan nå op på 58 kampe i kalenderåret, men så skal der også pustes ud. Ferien er da allerede også bestilt.
Efter sidste kamp mod OB mandag 16. december går turen til Thailand med kæresten.
- Jeg glæder mig til de sidste kampe, men jeg glæder mig også til en ferie, hvor jeg kan koble helt af. Det kan jeg godt bruge.
- Jeg var til U21-EM i sommer og havde ikke den længste ferie bagefter. Det var vel en uges tid, men jeg skulle hele tiden tage stilling til det ene og det andet, så jeg kunne aldrig tage helt fri, siger Victor Nelsson til Ekstra Bladet.
Vanvittigt drama: Her går det galt i overtiden