Tilskuer-kaos: FCK afviser spekulation

I søndagens derby mellem FC København og Brøndby blev nogle tilskuere vist ud af Parken

Highlights: FCK stak en kæp i det vestegnske mesterskabshjul efter dramatisk derby i Parken. Video: Discovery Networks Danmark

Da flere tilskuere under søndagens københavnerderby mellem FC København og Brøndby jublede ved Brøndbys 1-1-udligning, vækkede det undren.

For udeholdets fans er slet ikke tilladt under de nuværende superliga-restriktioner. Og alligevel havde en lille skare fundet plads på C-tribunen på de pladser, der er tilknyttet sponsorernes skybox.

De blev hurtigt vist ud af Parken, og da de befandt sig lige under Viaplays skybox, var den umiddelbare antagelse, at de var gæster hos Viaplay.

Det afviste kanalens sportschef Kim Mikkelsen over for Ekstra Bladet, og det bliver nu bekræftet af FC København, der har undersøgt sagen:

'På grund af afstandskrav inde i skyboxene sad de pågældende tilskuere på sæder ude foran skyboxene, som er tilknyttet alle skyboxe på C-tribunen, og som er en del af den samme 'sal'.

'På sociale medier er der spekuleret i, at de var blandt gæsterne i Viaplays skybox. Det er ikke korrekt, og de pladser, som de sad på, hørte ikke til Viaplays skybox. De blev blot sendt ind i deres skybox og herfra eskorteret ud,' skriver FC København på klubbens hjemmeside.

Klubben understreger, at der nu vil blive foretaget en grundig undersøgelse af, hvad der er gået galt under søndagens kamp, så lignende episoder kan undgås i fremtiden.

FC København har en enkelt hjemmekamp tilbage i denne sæson. Det er kampen mod FC midtjylland, der bliver spillet onsdag aften.