To point i de seneste tre superligakampe plus ét nederlag til PAOK i Europa afslører alt om den dårlige periode, Jess Thorups mandskab har ramt.
Krisen sniger sig ind ad fordøren hos FC København, der taber terræn til FC Midtjylland i toppen af tabellen.
- De lignede et bundhold. Det var et rystende bundniveau, jeg så fra FCK før pausen mod Brøndby.
- Jeg tror ikke, jeg har ikke set en så ringe første halvleg nogensinde. De evnede ikke at ramme hinanden tre gange i træk
- Jeg vil ikke tørre præstationen fra første halvleg af på Jess Thorup. Her må spillerne i sandhed kigge indad, mener Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting.
FCK-nedturen begyndte med nederlaget til FC Midtjylland i midten af september, siden røg de ud af pokalturneringen efter det pinlige nederlag til Nykøbing FC. Og nu står de i en situation, hvor de skriger efter lederskab på banen.
Men med typer som Nicolai Boilesen, Lukas Lerager, Jens Stage, Jonas Wind og Pep Biel er det ikke fordi FCK-truppen savner spillere med erfaring.
- Mange af de rutinerede spillere lavede store fejl mod Brøndby. Det er lidt besynderligt at se et FCK-hold savne lederskab, når man ser på dem, Thorup trods alt har til rådighed, siger Stig Tøfting.
Lerager svigter
For Stig Tøfting er det tydeligt at se, at FCK har svært ved at finde en brugbar løsning som erstatning for skadede Carlos Zeca.
- Det kan godt virke som pest eller kolera, når Thorup skal vælge. Mod Brøndby spillede både Isak Johannesson og Pep Biel på den defensive midtbane, men ingen af dem er oplagte til den position.
- Jess Thorup siger, han ser Lukas Lerager som en 8ér, men han bidrager ikke med noget som helst i det fremadrettede spil.
- Han har spillet 167 kampe i både Zulte Waregem, Bordeaux og Genoa. Det bør være ham, som Jess Thorup spiller med på den defensive midtbane. Han er på ingen måder en playmaker.
- Det kunne alternativt også være Kevin Diks, og det vil så give plads til Peter Ankersen som højre back. Udfordringen her er, at Ankersen er formsvag.
- Ærlig talt synes jeg Jess Thorup famler rigtig meget i forsøget på at finde den bedste løsning i den nuværende situation, siger Stig Tøfting.
Derbyet mellem Brøndby og FCK endte i ballade og tåregas
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ugens optur: Vejle!
Så kom den endelig, den første sæsonsejr i 13. spillerunde. Der bliver lang vej til redning, men Peter Sørensen har fået vendt skuden efter 0-6 blamagen mod OB for to runder siden. Men det bliver en svær overlevelseskamp.
Ugens nedtur: FC Nordsjælland!
Siden 2010/11-sæsonen har de kun én gang glippet top-6. Nu står de med seks nederlag og kun ét point i syv kampe og det ligner et forår, hvor de skal kæmpe for overlevelse. Det er imponerende så roligt Flemming Pedersen tager den kritiske situation.