Derouten for Viktor Fischer har søndag nået et nyt lavpunkt.
Den flamboyante kantspiller er blevet udeladt af den 18 mand store kamptrup til kampen mod oprykkerne fra Silkeborg i Parken.
Der er hverken tale om, at den tidligere landsholdsspiller er småskadet eller er ved at kravle ud ad transfervinduet. Nej, der er ganske enkelt tale om et regulært fravalg af Viktor Fischer i FC København.
Det bekræftede cheftræner Jess Thorup også over for Discovery Networks inden kampstart søndag eftermiddag.
- Hvis man har fulgt med i vores opstart, så er der rigtige mange dygtige spillere, der har gjort det godt på den position. Blandt andet har vi en helt ung spiller med i dag på den position, William Bøving. Og det er på tide, han får chancen fra start. Derfor har der ikke været plads til Viktor i truppen, sagde Jess Thorup og afviste i samme moment, at kantspilleren er ved at blive solgt.
- Det er 100 procent af sportslige årsager.
Se Jess Thorup uddybe sit fravalg af Viktor Fischer øverst i artiklen.
Viktor Fischer forblev på bænken i Superliga-premieren mod AaB og kom senest ind med en halv time igen til et ikke særligt imponerende indhop mod Torpedo-Belaz Xhodino i Conference League-kvalifikationskampen.
Fravalget af Fischer skal endda ses i lyset af, at Jonas Wind sidder over i Parken med en mindre skade.
Dermed er skriften på væggen klar for Viktor Fischer. Jess Thorup skal se markante forbedringer, før der igen er plads til ham, der engang blev hyldet som Superligaens bedste spiller.