Det ligner et sidste farvel til en centerforsvarer i Parken, når FC København søndag tager i mod Brøndby.
Afskeden handler imidlertid ikke om Andreas Maxsø, der ellers har været i kraftig flirt med russiske Rostov gennem nogle uger.
Victor Nelsson ser ud til at lukke kapitlet hos løverne med Superligaens største kamp.
FCK-forsvareren har været cirklet ind som en af de spillere, som sportsdirektør Peter Christiansen var parat til at sende til en ny destination i arbejdet for at forme sin vision for FCK.
Crystal Palace var længe en varm bejler til den 22-årige blonde forsvarer, men det var ikke befordrende for interessen, at Patrick Vieira endte med at lande manager-jobbet på Selhurst Park.
Det har åbnet døren for en stribe andre klubber, som har luret i kulissen gennem længere tid.
Noget overraskende ser det ud til, at det bliver Tyrkiet, som bliver næste destination.
Galatasaray er gennem et stykke tid blevet koblet sammen med Erik Sviatchenko, men den tyrkiske storklub har ifølge Ekstra Bladets oplysninger valgt at optrappe interessen på en anden adresse i Danmark.
Tyrkerne har smidt et bud på bordet for Victor Nelsson omkring 60 mio. kr. med mulighed for yderligere bonusser hægtet op på europæisk succes for tyrkerne.
Oliver Abildgaard har med succes taget chancen i en ung alder med sit skifte til Rubin Kazan i Rusland. Det er med inspiration fra det utraditionelle skifte, at Victor Nelsson tændes af muligheden i heksekedlen på Ali Sami Yen, selv om det ikke normalt er den retning unge danske spillere plejer at drage.
I Galatasaray bliver Nelsson holdkammerat med store navne. Patrick van Aanholt berette om livet på Selhurst Park. Ryan Babel og DeAndre Yedlin kan fortælle om Premier League, mens navnkundige Radamel Falcao oppe foran kan snakke om livet på toppen - sådan generelt.
Galatasaray blev smadret ud af Champions League af PSV Eindhoven, men kommer de videre i Europa League mod St. Johnstone, så bliver det Randers FC som bliver modstanderen.