Trods legestue i Parken: Fischer måtte redde FCK

FC København kørte rundt med FC Nordsjælland, men vandt alligevel kun 2-1. Redningsmand blev Viktor Fischer med sin scoring i 2. halvleg

Viktor Fischer blev redningsmanden for FCK. Foto: Lars Poulsen
Viktor Fischer blev redningsmanden for FCK. Foto: Lars Poulsen

PARKEN (Ekstra Bladet): Måltavlen kunne indikere, at det var en tæt kamp, men lad det være sagt med det samme: Det var det ikke!

FC København kørte i lange perioder rundt med FC Nordsjælland i Parken, og det var et mysterium for både manager Ståle Solbakken og de over 22.000 tilskuere, at det kun sluttede med en 2-1-sejr til københavnerne.

Der var chancer til mange flere mål mod et nordsjællandsk mandskab, der især før pausen blev spillet ned under græstæppet i nationalarenaen.

Men der manglede skarphed i afslutningerne, og stolperne i Parken var heller ikke på hjemmeholdets side.

Robert Skov headede hurtigt FCK foran og burde have scoret til 2-0 lige inden pausen. Lige efter pausen ramte Nicolaj Thomsen stolpen, inden Andreas Skov Olsen på noget nær FCN’s eneste chance fik udlignet.

Viktor Fischer sørgede dog kort efter for, at retfærdigheden skete fyldest, da han med en flad afslutning mellem benene på Nicolai Larsen gjorde det til 2-1.

Dermed fik FCK revanche fra sidste weekends nederlag i Herning og topper nu Superligaen med tre point ned til de forsvarende mestre, FC Midtjylland.

Steg ugeneret op
Der er mange ting, som FC Nordsjælland gør godt. At dække op på dødbolde er ikke en af dem!

Det er det unge holds helt store problem, og det blev tidligt udstillet i Parken. Efter en indledning, hvor FC København fik trykket gæsterne langt tilbage på banen, udnyttede Robert Skov den nordsjællandske svaghed.

I 9. minut steg han ugeneret til vejrs ved forreste stolpe og headede Viktor Fischers hjørnespark ind bag Nicolai Larsen.

FCN-målmanden havde meget at se til i kampens indledning og sørgede også for ekstra arbejde til sig selv. Efter et kvarter sendte han et udspark lige ud i hovedet på Rasmus Falk, der var tæt på at score på hovedstød fra omkring tyve meters afstand.

Nicolai Larsen fik dog med nød og næppe afværget.

FC København sad totalt på opgøret, og nordsjællænderne fik slet ikke sat noget fornuftigt sammen.

De veloplagte københavnere gjorde, som det passede dem og kunne halvvejs inde i 1. halvleg sagtens have været foran med et par stykker.

Fik hjælp af stolpen
FCK-dominansen fortsatte, og et afrettet langskud fra Nicolai Boilesen var tæt på at snyde Nicolai Larsen, men han fik hjælp af ydersiden af stolpen.

Det sidste kvarter af 1. halvleg kom FC Nordsjælland lidt bedre med i kampen og formåede endelig at holde fast i bolden, men chancer skabte Kasper Hjulmands mandskab ingen af.  

Det var meget tæt på at blive 2-0 til FC København lige før pausen efter et mønsterangreb, som Peter Ankersen afsluttede.

Backen fik prikket bolden forbi Nicolai Larsen, men den sneg sig lige forbi stolpen, mens Dame N’Doye ærgrede sig over at være kommet et halvt sekund for sent.  

Robert Skov nåede også at få en stor mulighed, men i fri position sendte han fra kanten af feltet sin afslutning lige forbi, og FC Nordsjælland kunne prise sig lykkelige over kun at være bagud 1-0 ved pausen.

Fischer - hvem ellers
I 2. halvlegs første minut burde Nicolaj Thomsen havde fordoblet føringen, da Robert Skov smukt lagde bolden til rette for ham i feltet.

Nordjyden havde god tid til at tage sigte, men måtte se sit forsøg prelle af på stolpen. Og så ud af absolut ingenting fik FC Nordsjælland stik mod fortjeneste udlignet i 50. minut.

17-årige Jacob Steen Christensen lagde bolden skråt bagud i feltet til Andreas Skov Olsen, der scorede med en afslutning ved forreste stolpe.

Der var ikke meget luft mellem stolpe og FCK-keeper Jesse Joronen, der ikke så heldig ud i situationen.

FCN-jubel. Foto: Lars Poulsen
FCN-jubel. Foto: Lars Poulsen
 

Målet gav FC Nordsjælland tro på tingene, og de københavnske spillere skulle lige bruge et par minutter på at sunde sig.

Men efter en lille times spil slog Viktor Fischer til. Hvem ellers.

Veloplagte Robert Skov stod for oplægget til landsholdsspilleren, der lavede tunnel på Nicolai Larsen. Det var Fischers sjette Superliga-mål i denne sæson.

FC København pressede på for at få den scoring, der ville lukke kampen. Bolden hoppede og dansede flere gange faretruende nær Nicolai Larsens mål, men ind over målstregen kom den ikke.

Superligaens førerhold måtte efter en stærk præstation nøjes med en 2-1-sejr.

 

Se også: Tidligere topklub i skandale: Unge letpåklædte piger som bolddrenge

Se også: Chelsea smider første ligapoint i London-derby

Denis Vavro FCK blev helten, da han scorede på det afgørende straffespark i Europa League-kampen mod Atalanta. Nu kan han blive FCK's næste transferhit. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Superligaen indefra: Kan give FCK transferjackpot

1 af 13 FCN træner Kasper Hjulmand slår opgivende ud med armene. Foto:Lars Poulsen
2 af 13 FCKs Nicolaj Thomsen forsøger sig. Foto:Lars Poulsen
3 af 13 FCKs Peter Ankersen har brændt en kæmpe chance. Foto:Lars Poulsen
4 af 13 FCNs Nicolai Larsen bokser væk. Foto:Lars Poulsen
5 af 13 FCKs Nicolaj Thomsen og FCNs Jacob Steen Christensen.Foto:Lars Poulsen
6 af 13 Robert Skov th. har scoret til 1-0 for FCK. Foto:Lars Poulsen
7 af 13 FCNs Ulrik Yttergård Jenssen og FCKs Robert Skov siger tak for kampen. Foto:Lars Poulsen
8 af 13 FCNs Mathias Rasmussen prøver at stoppe FCKs Nicolai Boilesen. Foto:Lars Poulsen
9 af 13 FCK træner Ståle Solbakken dirigerer. Foto:Lars Poulsen
10 af 13 FCNs Jacob Steen Christensen når højere end FCKs Viktor Fischer. Foto:Lars Poulsen
11 af 13 Viktor Fischer har scoret sejrsmålet for FCK til 2-1. Foto:Lars Poulsen
12 af 13 Viktor Fischer scorer sejrsmålet for FCK til 2-1 - FCNs Jacob Steen Christensen kommer for sent. Foto:Lars Poulsen
13 af 13 Viktor Fischer blev redningsmanden for FCK. Foto: Lars Poulsen
80 kommentarer
Vis kommentarer