Der var ikke kun FCK-folk med dansk pas, der lavede stor ballade på Brøndby Stadion søndag aften.
De danske ballademagere fik ifølge FCK-fans ’hjælp’ af en række af deres tyske venner fra Hamborg, da det gik løs på Vestegnen.
Her gik fans i FCK-enden løs på kampklædt politi, og kampen mellem Brøndby og FC København var afbrudt i godt tyve minutter.
Ekstra Bladet har talt med flere fans, der var på Brøndby Stadion, og de fortæller alle, at det langtfra kun var danskere, der stod bag ballade.
- Jeg så flere ’fans’ med Hamborg-logo på brystet og hørte flere tale tysk og engelsk. Vi er en flok, der ofte er af stad, og vi havde aldrig set disse ’fans’ før til en FCK-kamp.
- Vi kender ansigterne på de inkarnerede fans, men det var helt tydeligt, at der var mange i blandt, som ikke plejer at være det, siger en FCK-fan, der af hensyn til sin fremtidige optræden på FCK-tribunen ikke ønsker sit navn frem.
Ekstra Bladet er bekendt med hans identitet.
FC København og Hamburger SV har på fan-niveau i mange år haft et venskab. Det startede helt tilbage i forbindelse med deres møde i UEFA Cup’en 2005.
Det er bestemt ikke ualmindeligt blandt fodboldfans med den slags venskaber fans imellem.
Eksempelvis har de københavnske fans også haft et særligt bånd til Helsingborg, mens der er nære relationer mellem Brøndby og Dortmund.
På FCK-tribunen ser man ofte HSV’s velkendte logo, og det kunne også ses på Brøndby Stadion søndag.
Men det var altså meget mere end et HSV-logo på plads i Brøndby, og folk, der var på FCK-tribunen, beskriver over for Ekstra Bladet, at de så adskillige HSV-hooligans på Vestegnen.
- Vi har ingen meldinger om, at der skulle have været udenlandske fans til stede i går. Det er dog ikke et ukendt fænomen for os, at udenlandske fans går ind og ser fodbold, siger Brian Tofteman, vicepolitiinspektør i Vestegnens Politi og operationsansvarlig for kampen.
Han fortæller, at flere betjente fik peberspray. Seks personer blev i første omgang anholdt i forbindelse med episoden. De er sigtet for vold mod tjenestemand, vold og overtrædelse af våbenloven.
De er alle løsladt igen. Politiet er i gang med et større efterforskningsarbejde og skal have gennemgået en videoovervågning.
- Vi regner med, at vi kan få fat i resten af dem, der skal strafforfølges.
I alt er der foreløbig 19 sager med betjente, der er blevet udsat for vold i forbindelse med kampen.
Modige søndags-helte: Her forsøger 2 FCK-fans at standse balladen:
Politiet efter FCK-ballade: Vores betjente fik peberspray i øjnene
Derby-dommer om dramatiske minutter: Så tæt var kampen på afbrydelse