Vejen til guld: Fem gyldne FCK-øjeblikke

Her er kampene, hvor FCK reelt sikrede sig klubbens 11. mesterskab

FCK sikrede sig mandag 'The Double' efter sejr over FC Nordsjælland. Men det var kampe tidligere i sæsonen, der grundlagde triumfen. (Foto: Lars Poulsen)
FCK sikrede sig mandag 'The Double' efter sejr over FC Nordsjælland. Men det var kampe tidligere i sæsonen, der grundlagde triumfen. (Foto: Lars Poulsen)

Med 2-0 sejren over FC Nordsjælland mandag blev FC København danske mestre nok engang. Efter en sæson med en række FCK-højdepunkter, har Ekstra Bladet kogt det hele ned til fem nøgle-øjeblikke, som du kan genopleve her.

***

 

13. september 2015: 4-2 hjemme over AaB

FC København startede ikke sæsonen prangende og lå inden mødet med AaB i Parken midt i september blot nummer ni. Det hører med til billedet, at FCK havde fået sin første kamp mod Randers udsat, men der var pres på inden opgøret mod nordjyderne.

FCK havde tabt runden før i Odense, og AaB gik til pause med en 2-1-føring. Hjemmepublikummet var utilfredse, og krisen lurede, men i 2. halvleg scorede FCK tre gange og vandt 4-2.

En uge senere lå de à point med FC Midtjylland på førstepladsen efter hjemmebanesejre over Randers FC og Hobro.

TV: FCK satte kurs mod guldet med solid sejr over AaB i september. Se målene her:

 

25. oktober 2015: 2-1 ude over SønderjyskE

Der var dømt topkamp i Haderslev, da FCK i slutningen af oktober endnu en gang drog til Sønderjylland. I starten af sæsonen havde de vundet 3-1 i det sønderjyske og fik endnu en sejr i oktober.

FCK var bagud 1-0 ved pausen, da Johan Absalonsen noget kontroversielt fik to forsøg til at passere Stephan Andersen fra straffesparkspletten. Men i anden halvleg slog først Santander og siden Cornelius til og sikrede en 2-1-sejr til københavnerne.

Den betød, at de lå helt lige med FCM’s mestre i toppen af tabellen efter 13 runder. Afstanden til SønderjyskE var seks point.

TV: Se den kontroversielle hændelse, hvor Johan Absalonsen får et ekstra forsøg fra pletten:

 

***

 

3. marts 2016: 1-0 ude over FCM

Topopgøret mod FC Midtjylland i næstsidste runde i efteråret blæste væk. FCK-bussen nåede til Herning, men forlod hurtigt det midtjyske igen. En orkan umuliggjorde fodbold.

Kampen blev i stedet udsat til foråret, og efter at havde indledet 2016 med en smal hjemmesejr over Esbjerg rejste FCK 3. marts igen til Herning for at møde det FC Midtjylland-hold, der et par uger forinden havde slået Manchester United.

Slå FCK kunne mestrene dog ikke. Nicolai Jørgensen afgjorde den chancefattige kamp efter en time. Det bragte forspringet til FCM op på ni point, og midtjyderne var reelt ude af guldkampen.

TV: Se opgørets enlige scoring her:

 

***

 

3. april 2016: 1-0 hjemme over SønderjyskE

Der var dømt overraskende topkamp i Parken, da SønderjyskE i starten af april gæstede nationalarenaen. FCK havde runden før spillet sin nok dårligste kamp overhovedet i denne sæson og tabt 2-0 til FC Nordsjælland i Farum.

Det betød, at overraskelsesholdet fra det sønderjyske ’kun’ var seks point efter inden kampen. Men det blev heller ikke denne forårsdag, at de skulle prøve at vinde i Parken.

FC København havde helt fstyr på begivenhederne og burde have vundet langt større end 1-0. Slovenske Benjamin Verbic blev matchvinder kort før pausen.

TV: SønderjyskE kunne med en sejr mindske FCK's forspring til tre point - men tabte. Se kampens enlige mål her:

 

***

 

8. maj 2016: 1-0 ude over OB

Kristi Himmelfartsdag hentede FCK pokalsejren med en 2-1-sejr over AGF, men der var ikke tid til fest. Blot tre dage senere ventede OB i Odense.

Det var med trætte ben, at FCK’erne drog over Storebælt, men de leverede en solid, veldisciplineret indsats, der karakteriserer et mesterhold. På en scoring af Federico Santander fem minutter før pausen hentede de en snæver, men fortjent 1-0-sejr.

Et nederlag havde ellers betydet, at SønderjyskE kun havde været fire point efter med fem runder igen, men FCK tillod ikke spænding i Superligaen og fulgte op med en 2-0-sejr i Aalborg.

TV: Se Santander score mod OB:

 

Fakta: Den mest vindende træner

Med mesterskabet i går blev Ståle Solbakken den suverænt mest vindende træner i dansk fodbold:

Ni titler:
Ståle Solbakken, FCK (seks DM-trofæer, tre pokaltitler)

Syv titler:
Ebbe Skovdahl, Brøndby (fire DM-trofæer, tre pokaltitler)

Seks titler:
Geza Toldi, AGF (tre DM-trofæer, tre pokaltitler)

Fire titler:
Rudi Strittich, Esbjerg (fire DM-trofæer)
Arne Sørensen, Esbjerg, KB, Hvidovre (tre DM-trofæer, én pokaltitel)
Hans Backe, FCK (tre DM-trofæer, én pokaltitel)
Frits Gotfredsen (to DM-trofæer, to pokaltitler)

Se også: Holmstrøm: En magtdemonstration, ikke?

Se også: Ståle Solbakken efter DM-guld: Mange troede ikke på os

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere