Zanka om bizart volley-smash: Var ikke usportsligt

- Alle kunne vel se, det ikke var et forsøg på at lave noget usportsligt, så jeg blev da noget paf, da han rev det gule kort op af lommen, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen

Mathias 'Zanka' kom i fokus og fik et gult kort, da han brugte hænderne kort før første halvlegs afslutning. (Foto: Anders Brohus)
Mathias 'Zanka' kom i fokus og fik et gult kort, da han brugte hænderne kort før første halvlegs afslutning. (Foto: Anders Brohus)

HADERSLEV (Ekstra Bladet): Michael Johansen lagde sig fuldstændig fladt ned efter kampen. Klog dommer!

- Jeg ærgrer mig naturligvis helt vildt her efter en kamp, vi lige har evalueret. Det var min fejl, men heldigvis blev jeg korrigeret af mine linjedommere, men jeg må blankt erkende, der opstod en del tumult i kølvandet på kendelsen. Heldigvis traf vi de rigtige afgørelser, siger Michael Johansen.

Han  bragte sig i fokus, da han først fløjtede ’marginalt’ efter, FCK havde taget et hjørnespark umiddelbart før pausen. Dommeren valgte at lade spillet flyde, men kunne godt se, at flere spillere stoppede. Helt skidt blev det, da han i første omgang anerkende Mathias Zankas scoring – som altså var et temmeligt solidt dobbelt-håndet volley-smash!

- Der var gang i den på flere fronter. SønderjyskE havde en skadet spiller til behandling bag baglinjen, og det skulle jeg også forholde mig til. Men jeg begik en fejl, det erkender jeg blankt. Skal vi ikke bare sige, det er tidligt på sæsonen, foreslår Michael Johansen med et skævt smil.

Gemytterne kom i dén grad i kog i Haderslev, og Thomas Delaney var helt oppe at ringe, da værterens Bjørn Paulsen sekunder senere – efter pausefløjt – greb bolden med næverne.

Se også: TV: Hjemvendt ikon sikrer FCK sejren

Sjældent har en pause været så velanbragt – for alle parter… Mathias Zanka var dybt desorienteret selv efter kampen:

- Den bliver slået ind, vi er på vej i vores indløb, og jeg tror faktisk, jeg allerede er på vej i luften op efter bolden, da han fløjter. Det betyder jo normalt, at der enten er omspark, et frispark eller et straffespark, siger Zanka.

- Efterfølgende mener dommeren, at hans fløjte gælder, at sparket skal tages. Jeg er ret sikker på, at alle på stadion og foran fjernsynet nok kan blive enige om, at der var han altså lidt for sent på den.

- Han skulle jo have opdaget det meget tidligere. Men han ser jo slet ikke noget, og han anerkender jo faktisk scoringen i første omgang, indtil han bliver korrigeret. Men mig bekendt er mine hænder jo helt heroppe i et volley-slag eller noget, siger Mathias Zanka og demonstrerer uopfordret, at den bold kunne han simpelt hen bare ikke nå med pandebrasken.

- Den var alt for høj, og det er også derfor, det er så åndssvagt. Alle kunne vel se, det ikke var et forsøg på at lave noget usportsligt, så jeg blev da noget paf, da han rev det gule kort op af lommen. Han virkede også noget paf, og jeg tror bare, han i situationen ikke helt vil indrømme, at han lavede en lille fejl der, vurdrer Mathias Zanka.

Se også: FCK låner Anderlecht-målmand

Har du spillet noget volley?

- Nej, men det ser da ud til, jeg godt ku’ tage det op, haha.

Så meget for dramaet i en kamp, hvor FCK bragte sig i front 2-0 på scoringer i det sjette og niende minut, og SønderjyskE reducerede efter 11 minutter, og Bjørn Paulsen havde et flæk på stangen.

William Kvist blev sendt på banen efter en time og scorede 11 minutter tid et af sine sjældne mål til 3-1, og så var der i hvert fald ingen spillere, der risikerede fartbøder derfra. Højst parkeringsbøder…

- Det er aldrig rart at komme over på så tørt et græstæppe, som de anlægger her, mod et sønderjysk hold, der kæmper det bedste, de har lært. De fighter altid røven ud af bukserne og er svære at spille imod, så at spille kampen roligt færdig og komme afsted med en relativt sikker sejr er dejligt, siger FCK-stopperen.

Se det bizarre Zanka-smash i tv-klippet øverst i artiklen - og tjek målene fra kampen her:

68 kommentarer
Vis kommentarer