Sønderjyder sultne efter Salami

SønderjyskE tæt på FCM’s nigerianske midtbane-kraftværk

Adigun Salami er på vej sydpå. (Foto: Gregers Tycho)
Adigun Salami er på vej sydpå. (Foto: Gregers Tycho)

Han var på et tidspunkt et varmt navn i Chelsea, men nu tyder alt på, at FC Midtjyllands midtbane-kraftværk Adigun Salamis næste destination bliver knap så fornem.

Alt peger nemlig på, at det bliver SønderjyskE, der slår kløerne i FCM’s akademi-produkt.

Adigun Salami går transferfrit til de velorganiserede slidere fra grænselandet, når hans kontrakt udløber til sommer. FC Midtjylland har længe haft Salamis fremtid under overvejelse, men har vurderet, at der er rigeligt med talent på vej til den centrale midtbane, samtidig med at Izunna Uzochukwu og Jakob Poulsen står forrest i konkurrencen om pladserne centralt.

På vej mod formen
Det spiller ind i overvejelserne i FC Midtjylland omkring Adigun Salami, at nigerianeren gennem de seneste par år har været kraftigt plaget af skader.

Salami har været fri af skader siden vinterpausen, og hans kampe for FC Midtjylland antyder, at han er på vej mod den form, som tidligere gjorde ham så eftertragtet ude i Europa.

Men det bliver altså i nye omgivelser – efter alt at dømme SønderjyskE – at fremtiden kommer til at forme sig.

Syv spillere med udløb
Det spiller ind i overvejelserne, at Adigun Salami snart har været i Danmark i syv år, hvilket betyder, at han snart kan ansøge om dansk statsborgerskab, hvilket vil øge hans muligheder for klubskifter i Europa. Men for at den manøvre skal lykkes, kræver det, at Salami forbliver i Danmark mindst én sæson mere.

Sportschef Ole Nielsen fra SønderjyskE ønsker ikke at kommentere, hvilke konkrete overvejelser klubben gør sig forud for næste sæson.

– Men vi har syv spillere med kontraktudløb. Og i den ideelle verden lykkes vi med at forlænge med fire-fem stykker og så bringe lidt nyt blod ind, siger han til Ekstra Bladet.

SønderjyskE forsøger lige nu at forlænge aftalerne med keeper Nathan Coe samt nordmændene Jarl Andre Storbæk og Anders Østli samt angriberen Bjørn Paulsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere