FCM venter på de berømte marginaler

Skæbnen er hård ved FC Midtjylland, mener Riddersholm, der dog glæder sig over sine spilleres niveau

Det går ikke FC Midtjyllands vej på hjemmebane i dette forår, og i fem kampe har midtjyderne kun hentet én sejr.

Træner Glen Riddersholm erkender, at der selvfølgelig altid er noget, man som fodboldhold kan gøre bedre - eksempelvis at være mere effektiv foran målet - men efter 1-1-kampen mod FC Nordsjælland havde han ikke noget at sætte en finger på.

- Vi mødte rækkens nummer to, som er kendt for deres gode pasningspil, og det så vi ikke skyggen af i dag. Og de skabte heller ikke nogen målchancer, så det kan vi godt hæfte os ved positivt, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland scorede efter en time og kontrollerede kampen, men i det 89. minut dukkede indskiftede Rawez Lawan op foran mål.

- Det var et blødt indlæg, og Lawan - som vel aldrig har scoret med hovedet - gik ind og scorede på sådan en rebounder på Jakob (Poulsen, red.).

- Det vidner vel også om, at vi manglede lige de der sidste fem procent, som er lidt svære at gøre så meget ved. Der er skæbnen hård ved os, siger Glen Riddersholm.

Derfor ser han frem til, at heldet og marginalerne snart blæser midtjydernes vej.

- Jeg glæder mig til, at de berømte marginaler falder over på vores side. Nu er der kun otte kampe tilbage, og mon ikke det sker på et tidspunkt, siger Glen Riddersholm.

Riddersholm mener, at "enhver blind mand" kan se, at marginalerne og skæbnen ikke er på FC Midtjyllands side, men han fokuserer på, at FC Midtjylland dominerede kampen mod sæsonens positive overraskelse.

- Lad nu være med at lave en overskrift, hvor der står, at skæbnen er hård, og Glen han tuder, for det gør han ikke.

- Glen han er rigtig glad og stolt over den indsats, de her spillere leverede. Og det niveau, de leverede på. Og det er det, jeg hæfter mig ved, siger træneren.

- Det er det niveau, vi skal finde frem til de resterende otte kampe, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere