Blodrøde tal i FC Midtjylland

FC Midtjylland taber over to millioner om måneden. Ingen spillersalg og sponsormangel koster

FC Midtjylland taber over to millioner hver måned. Træner Glen Riddersholm har til gengæld ikke mistet nøglespillere på grund af salg. (Foto: Lars Poulsen)
FC Midtjylland taber over to millioner hver måned. Træner Glen Riddersholm har til gengæld ikke mistet nøglespillere på grund af salg. (Foto: Lars Poulsen)

FC Midtjylland har præsenteret sit halvårsregnskab for anden halvdel af 2011, og det er blodrøde tal, der står på den midtjyske bundlinje.

Superligaklubben har således noteret et halvårsunderskud på 13,7 millioner kroner, og det er mere end 15 millioner dårligere end samme tid sidste år.

Bestyrelsesformand i FCM Holding, Bo Olesen, er ikke overrasket over resultatet:

- Faldet i halvårets resultat var forventet, da klubben bevidst har undladt at sælge spillere, men takket være investorer har vi kunnet fastholde truppen og skabe den planlagte kontinuitet omkring Superligaholdet, siger Bo Olesen i en pressemeddelelse.

Ud over manglende spillersalg skal årsagen til resultatet primært findes i det faktum, at det ikke er lykkedes at skaffe så mange sponsorkroner som forventet.

For hele regnskabsåret, der slutter til sommer, forventer FC Midtjylland således at mangle 12 millioner kroner på sponsorbudgettet.

Derfor må klubben nu nedjustere forventningerne til årsregnskabet, så midtjyderne regner med et minus på 29 millioner kroner, hvis ikke der bliver solgt spillere i dette halvår.

0 kommentarer
Vis kommentarer