Magic: Der var ikke straffespark

Peter Madsen medgav, at dommer Michael Tykgaard ved en fejl gav Lyngby teten mod FC Midtjylland

Peter Madsen i nærkamp med Christian Sivebæk. (Foto: Claus Bonnerup)
Peter Madsen i nærkamp med Christian Sivebæk. (Foto: Claus Bonnerup)

HERNING (ekstrabladet.dk) Hvis man kan tale om en genfødsel i dansk klubfodbold, så er Peter Madsen tæt på at have i kategorien efter mandagens 4-4-brag mellem FC Midtjylland og Lyngby Boldklub.

Angriberen spillede de første 87 minutter og gjorde det så godt, at han efterfølgende fik stor ros af træner Niels Frederiksen og tilmed kom på rundens hold af TV 2 Sports ekspert Poul Hansen.

Og, nåh ja, så scorede han to gode mål i den forrygende 1. halvleg, der indeholdt syv mål.

- Hold da op for en fodboldkamp, var Madsens reaktion efterfølgende.

Selv scorede han et teknisk fremragende mål til 2-1, da han helflugtede bolden i mål. Da havde Kim Aabech udlignet til 1-1 kort forinden på det straffespark, som dommer Michael Tykgaard dømte mod Jesper Juelsgård, der samtidig blev vist ud for hands.

- Jeg stod tæt på situationen, og FC Midtjylland fortjente ikke at få straffespark mod sig og skulle spille resten af kampen i undertal, var Magics kommentar til situationen, hvor Juelsgård brugte skulderpartiet til at skubbe bolden væk fra målstregen med.

- Jeg opfatter det sådan, at Juelsgård tager bolden med brystet, og i min verden var det ikke noget straffespark, sagde han.

Træner Nielsn Frederiksen havde stor ros til Madsen.

- Han får debut i angrebet i aften, og han gør det rigtig godt. Men også David (Boysen, red.), Bajram Fetai og Kim Aabech leverer fine ting, sagde Frederiksen.

FC Midtjylland-Lyngby 4-4
1-0 Mikkel Thygesen (17. minut)
1-1 Kim Aabech (22. minut/str.)
1-2 Peter Madsen (26. minut)
1-3 Kim Aabech (28. minut)
2-3 Mikkel Thygesen (38. minut)
3-3 Ken Fagerberg (43. minut)
3-4 Peter Madsen (44. minut)
4-4 Kristian Bak Nielsen (81. minut)
Udvisning: Jesper Juelsgaard, FC Midtjylland (21.)
Tilskuere: 6.460.