Angriber husker intet fra FCK-kamp

FC Midtjyllands Kim Christensen var så groggy efter sammenstød med Johan Wiland, at han ikke kunne huske, hvor han var

Kim Christensen måtte sove i en hospitalsseng i nat. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Kim Christensen måtte sove i en hospitalsseng i nat. (Arkivfoto: Anders Brohus)

Kim Christensen måtte tilbringe natten på Rigshospitalet efter et voldsomt sammenstød med FCK-målmand Johan Wiland i går.

FC Midtjylland-angriberen blev efter 40 minutters spil skiftet ud, da han var fuldstændig omtåget.

- Han vidste, at han var i Parken, ellers var han meget omtumlet. Jeg havde kontakt med ham, da han stod nede ved stolpen, men ellers ikke, siger fysioterapeut Nicklas F. Pedersen til FC Midtjyllands hjemmeside.

Kim Christensen, der med en afslutning på stolpen var tæt på at udligne FCK's 1-0 føring i første halvleg, fik en hjernerystelse ved sammenstødet.

Kim Christensen er i - langsom - bedring. Men han kan stadig ikke huske, hvad der skete:

- Jeg kan intet huske fra i går. Jeg kan ikke huske, om det er i første eller anden halvleg, eller hvad måned det var. Jeg kan heller ikke huske, om jeg blev båret fra banen, eller hvad det skete. Men det er bedre i dag, siger Kim Christensen til FCM's hjemmeside.

Den lange angriber har ondt i både hoved, nakke og skulder. Men han håber alligevel, han er klar til at spille næste weekend.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere