Kuhn: Vi spiller frigjort

FCM-træneren glæder sig over scoring efter hjørnespark mod Esbjerg, der ikke har indkasseret scoringer efter hjørne under Ove Pedersen

Mikkel Thygesen har scoret til 3-0. (Foto: Anders Brohus)
Mikkel Thygesen har scoret til 3-0. (Foto: Anders Brohus)

HERNING (ekstrabladet.dk): FC Midtjylland-træner Allan Kuhn lignede en lettet mand efter 3-0 sejren over Esbjerg.

En sejr, der blev skabt på en solid defensiv og evnen til at slå til på det helt afgørende tidspunkt.

Og det kan godt være, at Kristjan Ipsas hovedstødsmål kort før pausen ikke vandt nogen skønhedspriser. Men for Allan Kuhn var det en milepæl.

Da han tiltrådte i FC Midtjylland slog han nemlig hårdt på, at holdet skulle forbedres på dødboldene. Det har taget et stykke tid at skærpe den del af spillet, men nu bærer arbejdet frugt.

Første hjørnemål i 32 kampe
- Esbjerg er ikke et hold, der lukker særlig mange mål ind på dødbolde, så det betyder meget for mig, at vi scorer på det hjørnespark, smilede en glad FCM-træner, som formentlig ville have smilet endnu bredere, hvis han havde hørt, hvad Ove Pedersen i den anden lejr havde at tilføje.

- Jeg ved ikke, hvad der går galt på det hjørnespark, men det er det første mål, vi lukker ind på hjørne, siden jeg kom til klubben, så det er i 32 kampe, fortalte Ove Pedersen, som mente at 1-0-træfferen afgjorde opgøret.

- Det afgør kampen. I den første halve time får FC Midtjylland ikke lov til at løbe kontra en eneste gang, men når vi kommer bagud, så er ballet åbnet, sagde Esbjerg-træneren, der så sit hold smide bolden op i hovedet af Ken Ilsø inden 2-0 kontraen.

Og Allan Kuhn glædede sig over, at hans tropper efter en vanskelig periode begynder at slippe håndbremsen.

- I dag var det frigjort. Nu har vi hægtet os på midterfeltet med AGF, AaB og Silkeborg, fastslog han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere