FCM-Ørgaard: OK at ansætte Arek

FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard står ved ansættelsen af den nu fritstillede Arek Onyszko. Bogudgivelsen var et tillidsbrud, der ikke kunne forudses

De færreste Superliga-klubber turde binde an med målmanden Arek Onyszko, da polakken i sommerpausen stod uden kontrakt, men med en dom for hustruvold. Men FC Midtjylland lod sig ikke skræmme af den tidligere OB'ers voldsdom og besluttede sig for at give ham en ny chance.

Bare tre måneder senere fritstillede klubben sin målmand på grund af de holdninger, der kommer til udtryk i bogen "Fucking polak". Alligevel fortryder FCM's sportsdirektør, Jens Ørgaard, ikke, at han skrev kontrakt med Onyszko.

- Det var svært at tage højde for, at han vælger at udgive en bog, selv om vi har frarådet ham at gøre det. Det kunne vi dårligt forudse, da vi ansatte ham for tre måneder siden, siger Ørgaard, der brugte sin søndag på at læse bogen igennem og vurdere, om den skulle have konsekvenser. Konklusionen i direktionen og bestyrelsen var, at det skulle den.

- Det er for stort et tillidsbrud til, at vi kan have en spiller ansat i FC Midtjylland med de holdninger, siger sportsdirektøren.

Han vil ikke fortælle, hvordan Arek Onyszko tog fritstillelsen, og han vil heller ikke sige noget om, hvordan de kontraktlige forhold mellem spiller og klub ser ud nu.

- Han kommer ikke til at spille et minut mere for FC Midtjylland. Men jeg vil ikke kommentere på kontrakten endnu. Det er en personalesag, som vi holder internt. Jeg ønsker ikke at gøre det her personligt på nogen måde, siger Jens Ørgaard.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere