FCM-træner: Vi fik knækket marginalkode

På et mål i overtiden vandt FC Midtjylland 2-1 over Lyngby, og det var FCM-træner Glen Riddersholm glad for.

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

FC Midtjylland har flere gange i foråret indkasseret mål i de sidste minutter af kampene i Superligaen. I søndagens 2-1-sejr over Lyngby var det FCM's tur til at opleve følelsen af at score et sent mål.

Det skete, da den indskiftede FCM-angriber Tim Janssen i det tredje minuts tillægstid scorede til slutresultatet 2-1 mod Lyngby.

- Stærkest i billedet står, at vi fik sejren så sent, efter at vi flere gange i foråret har oplevet den selvsamme skuffelse, som Lyngby står med.

- Det var dejligt at få knækket den marginalkode, og det giver en ekstra stor forløsning at få scoret til sidst, siger FCM-træner Glen Riddersholm til klubbens hjemmeside.

- Det var en svær kamp mellem to hold, som stod godt til hinanden. Det var en jævnbyrdig kamp, men jeg synes, det var fortjent, vi vandt, mener Riddersholm.

FCM er med de tre point nu alene på tredjepladsen, efter AC Horsens tabte 1-2 til HB Køge.

- Sejren giver selvtillid, og den skal vi værne om, men samtidig skal vi bevare begge ben på jorden. Der er stadig fem kampe og 15 point at spille om.

- Vi skal fortsat være fokuserede, men jeg ser ingen grund til, at vi ikke skal kunne fortsætte, siger Riddersholm.

Midtjyderne møder i næste kamp bundholdet HB Køge på hjemmebane torsdag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere