FCM blomstrer som hold

Selvtillid, kampgejst og god organisation har sendt midtjyderne opad i Superliga-tabellen, senest med 3-0-sejren over Esbjerg

Mikkel Thygesens frisparksmål til 3-0 er et godt eksempel på den styrkede selvtillid hos FCM. (Foto: Anders Brohus)
Mikkel Thygesens frisparksmål til 3-0 er et godt eksempel på den styrkede selvtillid hos FCM. (Foto: Anders Brohus)

FCM-anfører Mikkel Thygesen kan efter dagens 3-0-sejr over Esbjerg mærke, at han spiller på et hold, der har langt mere selvtillid end tidligere på sæsonen, hvor der ikke skulle særlig meget til at knække midtjyderne.

Og statistikken viser, at der er gået færre mål ind mod FC Midtjylland, som sæsonen er skredet frem.

- Selvfølgelig er det vigtigt for os, at vi holder nullet. Det er vores udgangspunkt før hver eneste kamp, og alt andet lige får man point, hvis det sker. Og når man blomstrer som hold, så har man også mod til at tage flere chancer fremad, siger Thygesen, der netop tog en chance i overtiden, da han for anden hjemmekamp i streg satte en direkte frisparksbold op i krogen.

- Vi vil gerne længere fremad i tabellen, men vi har lært af vores fejl fra tidligere i sæsonen, at vi ikke skal tage noget for givet. I dag lå det i luften, at det første mål ville blive afgørende, og jeg synes også, vi endte med at være det hold, der havde langt de fleste chancer, siger Mikkel Thygesen.

Græs på knæene
Dagens 3-0-sejr over topholdet fra Esbjerg var kulminationen på en stærk periode med fire sejre, to uafgjorte og 14 point til følge. En grel kontrast til den forfærdelige start, Allan Kuhn fik på trænerjobbet i det midtjyske.

- Mine spillere har fået græs på knæene. Vi ser nu et FC Midtjylland-hold, hvor alle mand arbejder og kæmper for hinanden. Organisationen på banen er kommet helt på plads, og vi har et midterforsvar med Martin Albrechtsen og Winston Reid, der ikke giver meget væk. I det hele taget står vores forsvarskæde rigtig godt, og det betyder, at vi ser trygge ud inde på banen, siger Allan Kuhn.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere