Thomasberg: Vi skal være ydmyge

FC Midtjylland skal være bedre i tanke og handling, mener cheftræner Thomas Thomasberg efter lussingen til FC København

Thomas Thomasberg havde nok at se til i hjemmekampen mod FC København søndag aften. (Foto: Ole Frederiksen)
Thomas Thomasberg havde nok at se til i hjemmekampen mod FC København søndag aften. (Foto: Ole Frederiksen)

Thomas Thomasberg, FCM-træner, havde det ikke godt efter det knusende 0-3-nederlag i topkampen mod FC København, der - i hvert fald for en tid - hægtede de ambitiøse midtjyder af i topkampen.

- Vi lavede nogle store forsvarsfejl i denne kamp, men det bekymrer mig ikke så meget. For det er ikke noget, jeg har set i andre kampe. Derfor behøver det ikke gentage sig.

- Til gengæld er det lidt rystende, at FCK'erne var meget langt foran os i både tanke og handling. Så her er noget, som vi skal have kigget på, sagde Thomasberg.

- Og lige nu handler det om at være ydmyge - og så tage et opgør ad gangen. Vi har stadig tre kampe i dette efterår, og vi skal selvfølgelig have point.

'Vi skal vinde i Randers'
- Jeg vil ikke ud i nogen vurdering hvor mange der vil være tilfredsstillende i de tre tilsammen, men alene fokusere frem mod den næste i Randers, hvor målsætningen helt klart er, at vi skal vinde, sagde FCM-træneren.

Han ville ikke medgive, at holdet generelt mangler en del af den temposættende dynamik, der banede vej for mange sejre i fjor.

- Hvis vi kigger på andre kampe, har vi kunnet spille i højt tempo og sætte dem under pres på samme måde som i fjor. Og hvis vi kigger på vort samlede pointudbytte indtil nu, er det stort set identisk med, hvad vi havde på samme tid i fjor. Men de andre er blevet bedre og mere stabile, konstaterede han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere