Ulvene jagter Chelsea-Morten

Talentfulde Morten Nielsen kan være på vej hjem til dansk fodbold. FC Midtjylland har vist interesse

FC Midtjylland-direktør Jens Ørgaard vil hverken be- eller afkræfte, at klubben har vist interesse i Morten Nielsen. (Foto: Henrik Schütt)
FC Midtjylland-direktør Jens Ørgaard vil hverken be- eller afkræfte, at klubben har vist interesse i Morten Nielsen. (Foto: Henrik Schütt)
Chelseas danske angriber, Morten Nielsen, ligner en spiller, der denne vinter tager turen til Superligaen.

Og favoritten til at snuppe den talentfulde dansker er FC Midtjylland.

Ekstra Bladet erfarer, at ulvene allerede nu er i dialog med Chelsea om et vinterkøb af danskeren.

I forvejen kender de to klubber til hinanden fra kontakterne omkring Adigun Salami.

Morten Nielsen har kontraktudløb i Chelsea til sommer.

Dumpede to gange
- Vi har fem angribere, og der er ingen af dem, der har succes lige nu. Det er et stort problem for os dette efterår.

- De angribere, vi har, har ganske enkelt ikke scoret tilstrækkeligt med mål, siger FC Midtjyllands sportschef, Jens Ørgaard, til Ekstra Bladet - og indrømmer dermed indirekte, at sigtekornet er indstillet på forstærkninger til fronten.

Sportschefen ønsker dog sædvanen tro ikke at kommentere klubbens aktuelle planer omkring Morten Nielsen.

- Jeg kan kun sige en ting til den sag. Vi kommenterer ganske enkelt ikke på køb og salg af spillere, fastslår Jens Ørgaard, der selv var til stede, da FC Midtjylland dumpede to gange på 90 minutter.

Først på indstillingen. Og konsekvensen blev, at FC Midtjylland dumpede ud af topstriden.

Der mangler støtte
Et af de store problemer på dagen var, at ulve-legenden Frank Kristensen ikke havde tilstrækkelig med støtte fra først Baba Collins og siden Jude Nworuh. Og heller ikke svenske Ken Fagerberg ligner en mand, der er klar til at agere fast støtte oppe foran.

Dertil kommer, at Kim Christensen efter en lovende start totalt har mistet selvtilliden.

Morten Nielsens far, den tidligere landsholdsspiller Benny Nielsen, indrømmer, at der er stor interesse for sønnen.

- Jeg kan bekræfte, at der er forespørgsler fra flere klubber i Superligaen. Morten Nielsen vil gerne spille i Danmark, siger Benny Nielsen og bekræfter, at forhandlinger om en overgang er i gang.

- Jeg ved, at nogle klubber allerede er i dialog med Frank Arnesen.

- Hvis de vil betale, hvad Chelsea forlanger, så er et skifte oplagt i januar. Morten savner at spille hver uge, siger Benny Nielsen, der ikke vil kommentere, hvilke klubber der viser interesse.
1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere