Ulvene snupper Furuseth

Norske Petter Furuseth Olsen skifter fra Viborg FF til lokalrivalerne i Superligaen FC Midtjylland, der dermed har fundet en erstatning for Simon Poulsen

Petter Furuseth skiftede til Viborg inden denne sæson - men er allerede på vej videre. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Petter Furuseth skiftede til Viborg inden denne sæson - men er allerede på vej videre. (Arkivfoto: Anders Brohus)

FC Midtjyllands kuldsejlede gulddrømme får ny vind i sejlene i dag, hvor klubben ventes at afsløre en markant tilgang.

Ekstra Bladets oplysninger peger på, at ulvene endnu engang har været på rov hos ærkerivalerne i Viborg, der afhænder efterårets åbenbaring, Petter Furuseth Olsen, for cirka fem millioner kroner.

- Jeg kommenterer ikke den slags, fastslår FC Midtjyllands sportschef, Jens Ørgaard, over for Ekstra Bladet.

- Petter til FC Midtjylland er ikke noget jeg kan bekræfte i dag, lød meldingen sent i aftes fra spillerens advokat, Martin Klette. Han understreger dog, at Viborg har mødt interesse for spilleren fra såvel danske som svenske klubber.

Parat til at snakke
- Viborg har sagt til os, at de er parat til at snakke med interesserede klubber, siger Martin Klette.

Det har længe været kendt, at FC Midtjylland sonderer markedet for en venstrekant, der skal være klar til at tage over, det øjeblik det lykkes at sælge Simon Poulsen. Og landsholdsfløjen ventes senest afhændet næste sommer.

Samtidig passer Petter Furuseth Olsen glimrende ind hos FC Midtjylland, fordi han også kan spille den højrekant, hvor ulvene har manglet kvalitet i efteråret.

0 kommentarer
Vis kommentarer