FCM: Siger kun ja til ekstraordinære bud

FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein går ind i det kommende transfervindue med en defensiv tilgang

FCM har masser at juble over i denne sæson, og klubben har ikke behov for at sælge ud af spillertruppen. (Foto: Ernst van Norde)
FCM har masser at juble over i denne sæson, og klubben har ikke behov for at sælge ud af spillertruppen. (Foto: Ernst van Norde)

Alt er til salg.

Nogenlunde sådan var meldingen fra FC Midtjylland i sommer, da klubben var trængt på økonomien, og flere spillere stod klar på affyringsrampen til et klubskifte til udlandet. Det var imidlertid kun Mads Albæk, der kom af sted til fransk fodbold, men nu venter et nyt vintertransfervindue, og så kan det jo være, at der igen skal sælges spillere fra Herning-klubben? 

Nej, ikke umiddelbart, er meldingen nu fra FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein. 



Se også: FC Midtjylland skriver kontrakt med Femi

Klubben har således ikke samme trang til at sælge spillere som for bare et halvt år siden. 

- Vi går defensivt ind til det. Vi har gerne ville have noget fleksibilitet til midtbanen, og det har vi fået i Femi, og vi vil gerne holde fast i truppen, som den er nu. Derfor skal der noget ekstraordinært til, hvis vi skal sælge, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

Der er flere årsager til, at FC Midtjylland nu kan tillade sig at sige nej til at sælge - blandt andet fordi holdet ligger på førstepladsen. 

- Det er på grund af vores placering og udsigten til tv-pengene, men også fordi, at der igen er kommet styr på butikken. For et år siden var vi meget pressede, men nu er vi bedre rustet til at stå imod, og derfor kan vi lade være med at sælge, medmindre der kommer et bud, hvor vi simpelt hen ikke kan sige nej, fortæller Claus Steinlein. 



Se også: FCM: Poulsen er interessant - Zidan er for dyr

Der er heller ikke udsigt til, at FC Midtjylland kommer til at hente spillere til vinter. Til gengæld glæder Claus Steinlein sig over, at flere skadede og ustabile spillere kommer tilbage. 

- Vi får en større fleksibilitet til foråret. Femi er kommet til, og så får vi nogle spillere tilbage, der af forskellige årsager har haft et ustabilt efterår. Petter Andersson har været meget skadet, Tim Janssen og Rilwan Hassan har også været meget ude, og så har Izunna haft flere karantænedage end man kan forvente. Så på den måde bliver truppen også forstærket, og hvis vi kan holde os fri af skader og karantæner i samme omfang, ser det fint ud, siger han. 

FC Midtjylland undgår dog ikke helt at sige farvel til nogen spillere. Klubben mister som bekendt midtbanemanden Danny Olsen efter dette efterår, idet han skifter transferfrit til AGF.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer