Ekstra Bladets Sports Awards: Årets citat

Glen Riddersholm vinder hård konkurrence med sit hvæsende: ’Ståle kan godt droppe sit Mourinho-pis-mind-games!’

Glenn Riddersholm finder sig ikke i hvad som helst fra hårfattige typer som Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)
Glenn Riddersholm finder sig ikke i hvad som helst fra hårfattige typer som Ståle Solbakken (Foto: Lars Poulsen)




Der findes tilsyneladende vedtagne vendinger i fodbolds verden, som ender med at være sandheder, når blot de bliver gentaget tilstrækkelig ofte.

’2-0 er den farligste føring’, hedder det blandt andet. ’Det er oftest en fordel at få en spiller udvist, for så kæmper de resterende 10 spillere endnu mere’, lyder noget andet mageløst sludder, og så er der en vaskeægte klassiker, som man på den ene side ikke kan argumentere imod, men som på den anden side alligevel er noget vås: ’Alt kan ske, så længe bolden er rund’. Hva’behar?!

Det ligger i hele topfodboldens natur, at det vistnok er ret fedt at ligge nummer et – men ikke så fedt, at det gør noget.

Da Ståle Solbakken overtog det skrantende FCK-mandskab efter fem spillerunder i årets Superliga, lå de danske mestre chokerende 13 point efter FC Midtjylland. Nordmanden dristede sig til at sige, at det godt nok så svært ud med hensyn til københavnernes muligheder for at genvinde mesterskabet, og det var vel det værste, man kunne sige til det stakkels førerhold fra den jyske hede.

Ekstra Bladets Sport Awards: Årets tweet

Skulle midtjyderne nu pludselig til at være DM-favoritter? Det var dog alligevel for galt, og under alle omstændigheder en psykologisk krigserklæring fra hovedstaden mod hovedlandet.

- Ståle kan godt droppe sit Mourinho-pis-mind-games, fastslog FCM-træner Glen Riddersholm, der ikke-nikke-nej ville anses som favorit til noget som helst. 13 point forspring eller ej.

Med i opløbet i 2013:

Rolf Sørensen, ex-ren cykelrytter:

- Jeg sammenligner mig med en festryger om lørdagen i modsætning til stiknarkomanerne, der skal have heroin hver dag.

Danmarks mest vindende cykelrytter i BT efter at have indrømmet, at hans mange sejre var trampet i land på andet end bare knofedt, postevand og havregryn.

Nicki Bille, realitystjerne i norsk fodbold:

- På banen har jeg lidt af det samme som Zlatan.

Opsigtsvækkende udtalelse til norsk TV2, men helt forkert er det jo ikke. Både Bille og Zlatan har farvelade på arme og krop…

Ekstra Bladets Sport Awards: Årets Brandert

Rasmus Bech, håndboldkommentator:

- Hvilket fremragende opkast.

16. december viste TV3 Sport Göppingen vs. Flensburg fra den tyske Bundesliga, og den glimrende kommentator byttede lidt om udtrykkene ’udkast’ og ’opkast’, men det var selvfølgelig også midt i julefrokostsæsonen.

Jakob Ankersen, tvilling:

- For at være helt ærlig, så synes jeg, at der er blevet udtaget en del spillere på en noget billig baggrund på det seneste. Jeg har lagt ambitionerne lidt på is, for jeg er ikke enig i måden, man udtager spillere på.

Esbjerg-kometen var blot 22 år, da han udtalte ordene til bold.dk, men ikke desto mindre kræver det Superligaens største nosser at lægge sig ud med Morten Olsen på den måde. En måneds tid efter landstrænerkritikken blev Ankersen udtaget til A-landsholdet.

En All Time-Classic

Troels Bech, fo’bold-træner, O’ense:

- For mig virker håndbold mest af alt som en polterabendbegivenhed på linje med paintball. Jeg så kun et minut af finalen og fandt aldrig ud af, hvem der skulle giftes. Det er en tarvelig sport, der udelukkende består af dødbolde.

Jyske Vestkysten lagde papir og tryksværte til dette legendariske Bech-citat efter det danske herrelandsholds EM-guld i 2008.