Derfor tjener FCM kun småpenge på Sviatchenko-salg

Pantsat: Selv om Erik Sviatchenko ender med at blive solgt, vil der ikke være meget tilovers til klubben selv

Erik Sviatchenko (Foto: Rasmus Baaner)
Erik Sviatchenko (Foto: Rasmus Baaner)

Det var nærmest som at høre Tarzan brøle til skræk og rædsel ud i junglen, da FCM-direktør Claus Steinlein i går brølede løs om, at topholdet aldrig ville overveje at sælge Erik Sviatchenko til FC København.

– Erik kommer 100 procent ikke til FC København. Eller til Brøndby for den sags skyld. Der skal i så fald noget helt ekstraordinært til, og det kan ingen af de klubber løfte, galede Steinlein til bold.dk.

Det er imidlertid en sandhed med modifikationer. Som Ekstra Bladet i flere omgange har redegjort for, så er ulvenes økonomi så anstrengt, at klubben i praksis er truet på eksistensen.

Forventningerne før vinterens transfervindue går mod et underskud på 10-16 mio. kr. Det betyder, at klubbens egenkapital stort set er væk, og bestræbelserne på at udvide aktiekapitalen går så trægt, at der ikke er stor tiltro til, at det lykkes.

Derfor er FC Midtjylland i realiteten dybt afhængige af den goodwill, der eksisterer blandt de investorer, der har penge bundet op i det virvar af spiller-sponsorater, som klubben har brugt til at understøtte en økonomi, der til stadighed slet ikke finder balance.

Million-rokade: FCM-stjerne skal erstatte FCK-profil



De kan blive solgt: Her er Superligaens 10 varmeste navne

Kan tvinges til salg

Og netop hensynet til investorerne kan tvinge FC Midtjylland til at acceptere bud på Erik Sviatchenko, der ikke matcher den facon, som Claus Steinlein slår sig på brystet på.

Selv om et salg på 15 mio. kr. lyder flot, så betyder salget forsvindende lidt for driften hos topholdet, da det vil kaste mindre end fire mio. kr. af sig. Resten går til investorerne.

– Transferindtægter og nettolejeindtægter for spillerne Santiago Villafane, Petter Andersson, Marco Larsen, Pione Sisto, Mads Pedersen, Mads Albæk og Erik Sviatchenko fordeles således med 25 procent til FC Midtjylland A/S og 75 procent til investselskabet, skrev FCM i en meddelelse til GXG-Børsen for et år siden.

FC Midtjylland står alene med retten til at sige ja eller nej til eventuelle tilbud udefra. Men klubben er presset af svigtende sponsorindtægter og var i efteråret ude og hente yderligere investor-kroner til at sikre forlængelser med Izunna Uzochukwu, Sylvester Igboun og Rilwan Hassan. Samtidig kæmper klubben lige nu for at samle investorer, der vil dække en aftale med Jakob Poulsen.

Alt det betyder, at FC Midtjylland meget vel kan ende med at sælge Erik Sviatchenko til FCK, selv om de siger noget andet.

Sviatchenko: Klar til noget større end FCK



De kan blive solgt: Her er Superligaens 10 varmeste navne