FCM-direktør: Pas nu på, Brøndby

Ifølge Claus Steinlein skulle det nødigt blive kutyme, at Superliga-klubber snakker om hinandens spillere

FCM's ordførende direktør Claus Steinlein er ikke helt tilfreds med, at Brøndby taler åbent om interessen for midtjydernes Erik Sviatchenko (Foto: Ernst van Norde)
FCM's ordførende direktør Claus Steinlein er ikke helt tilfreds med, at Brøndby taler åbent om interessen for midtjydernes Erik Sviatchenko (Foto: Ernst van Norde)

Brøndbys sportschef Per Rud kunne torsdag på klubbens egen hjemmeside fortælle, at de blå-gule har været ude efter både FC Midtjyllands Erik Sviatchenko og AaB’s Kasper Kusk.

På Vestegnen taler de om en åben og en ærlig kommunikation, men ifølge FCM kan det også blive lidt for ærligt og åbent. I hvert fald hvis Brøndby begynder at kommentere andre klubbers spillere.

Brøndby bekræfter: Jagter rivalernes stjerner

– Som udgangspunkt skal man passe på med det, og det skulle nødigt blive kutyme, at klubber fortalte, hvem de byder på, og hvordan de byder. Vi skal passe rigtig meget på ikke at gå ud og snakke om hinandens spillere, siger FCM’s ordførende direktør Claus Steinlein til Ekstra Bladet.

Han undrer sig over Brøndbys fremgangsmåde, men ifølge Steinlein er det trods alt en formildende omstændighed, at Sviatchenko selv har været ude og tale om Brøndbys interesse.

– Vi har ikke sagt noget fra FCM’s side, men Erik har selv været ud og snakke om det, så lige i forhold til Erik er det ikke så slemt, siger Steinlein, der sagtens kan forstå, at Brøndby ikke er interessant for den 22-årige midterforsvarer.

Her er Brøndbys klare brud på reglerne

– I udlandet sælger de klubber, der klarer sig godt, jo heller ikke deres profiler til de klubber, der gør det mindre godt. Jeg kan ikke huske, hvornår Brøndby sidst er sluttet over FC Midtjylland i tabellen.

– Lad dem bare spille lidt med bøfferne, og de gør det rigtig godt i øjeblikket. Men jeg tror også, at Per Rud lige skal vide, at det er godt med store armbevægelser, men de er ikke tilbage på sporet i folks bevidsthed endnu. De skal lige ha’ banket imaget op igen, siger FCM-direktør Steinlein.

FC Midtjylland overvintrer på førstepladsen med 36 point, mens Brøndby på fjerdepladsen har 25 point. Sidst, de blå-bule sluttede over midtjyderne i Superligaen, var i øvrigt tilbage i sæsonen 2010/11.