FCM-anfører roser AaB efter nedtur

Kristian Bak roser AaB'ernes skarphed efter FCM's 2-3-nederlag til nordjyderne i lørdagens superligabrag

Ud over hovedpine efter et sammenstød havde FCM-anfører Kristian Bak kun følelsen af ærgrelse tilbage efter nederlaget til AaB. (Foto: Lars Poulsen)
Ud over hovedpine efter et sammenstød havde FCM-anfører Kristian Bak kun følelsen af ærgrelse tilbage efter nederlaget til AaB. (Foto: Lars Poulsen)

Der var lagt op til den helt store fest i Herning lørdag, hvor Superligaens nummer et fra FC Midtjylland tog imod rækkens nummer to fra AaB på en propfyldt MCH Arena.

Det endte imidlertid i ærgrelse for midtjyderne, da AaB stak af med en sejr på 3-2 og overtog førstepladsen. FCM's anfører, Kristian Bak, er en irriteret mand efter kampen.

- Jeg er pisse ærgerlig over, at vi ikke vandt den kamp. Og jeg er specielt træt af det på fansenes vegne, for de gav os virkelig en stor oplevelse i dag, siger Kristian Bak, der på trods af nederlaget var tilfreds med indsatsen:

- Jeg er fuldt ud tilfreds med vores præstation. Vi angreb, vi skabte chancer, og vi kunne have været foran med flere mål, før AaB overhovedet kom i gang for alvor. Der var mange gode ting fra os, men hold kæft, AaB er skarpe i øjeblikket, siger han.

Se også: AaB-træner: Fortjent sejr i fantastisk topkamp

FC Midtjyllands cheftræner, Glen Riddersholm, er nogenlunde tilfreds med den meget underholdende fodboldkamp, men slutresultatet fjernede hurtigt smilet på cheftrænerens læbe.

- Det var god propaganda for spillet, og det var en medrivende fodboldkamp mellem to hold, der absolut ikke viste gummiben på nogen måde. Begge mandskaber gik helhjertet efter sejren, men som repræsentant for FC Midtjylland er jeg skuffet.

- Vi havde et solidt pres på AaB i kampens indledning, hvor vi også fik scoret. Men vi må kritisere os selv for, at vi ikke kunne holde momentum, og at vi fik 20 så sorte minutter lige før pausen.

- Det koster point, når man møder et hold som AaB, siger Glen Riddersholm med henvisning til AaB's mål til 1-1 og 2-1 i første halvleg.

Se også: AaB mister anfører Würtz

Nu skal FCM forsøge at jage i stedet for at forsvare, og i næste runde starter jagten hjemme på MCH Arena, hvor OB kommer på besøg.

0 kommentarer
Vis kommentarer