FCM-tilhængere hånede chefen efter ny nedtur

Guldet er ved at glide FC Midtjylland af hænde

Glen Riddersholm er ikke lige populær hos alle tilhængere (Foto: Claus Bonnerup)
Glen Riddersholm er ikke lige populær hos alle tilhængere (Foto: Claus Bonnerup)

- Hva' så nu, Glen Riddersholm, kommer sølvet hjem igen i åååår, woo-åååh-uuuhåååh.

FCM-tilhængerne gav skadefryden frit løb til melodien fra ' Mrs. Robinson', da OB for anden gang dette forår sænkede FC Midtjylland.

En gruppe på omkring 15 - ret berusede - ulve-fans indtog efter nederlaget området på MCH Arena lige bag omklædningsrummene og sang deres hån mod FC Midtjylland-træneren, der dog blev skånet for smædesangen, da sikkerhedsfolkene på stadion hurtigt sørgede for at lukke dørene ind til omklædningsområdet.

Se også: Ulveguldet kørt væk af Falk

Så på den facon blev Glen Riddersholm forskånet for andet end at skulle lytte til OB'ernes obligatoriske sejrssang efter 2-0-triumfen.

En sejr skabt på fynsk skarphed. FC Midtjylland havde kontrolleret hele kampen, da Espen Ruud kort før pausen bombede et knivskarpt fladt indlæg lige ind i fødderne af Martin Spelmann, der smaskede fynboerne på sejrskurs. Og da Rasmus Falk fem minutter efter pausen fordoblede den fynske målhøst, så var FC Midtjylland reelt sat skakmat.

- Jamen, vi er ikke skarpe nok i de afgørende faser af kampen i dag, mente den skadede topscorer Morten Duncan Rasmussen, da han forlod stadion.

Han forventer at blive klarmeldt til kampen mod AGF i Aarhus på fredag, og hans målnæse er i den grad efterspurgt hos FC Midtjylland, der spillede fint i lange perioder, men det blev aldrig rigtig farligt, efter OB var kommet i spidsen.

- Der er jo ikke rigtig nogen grund til at snakke alt for meget om guld lige nu. Når man taber 0-2 hjemme til OB, så er det noget helt andet, vi skal have fokus på, mente Duncan.

Se også: OB-træner trods sejr: Ingen stor kamp

- Problemet i dag er, at vi ikke får omsat spillet til store nok chancer. Den sidste aflevering er helt skandaløs i dag, sagde Jakob Poulsen, og dermed var FC Midtjylland atter henne ved det problem, som også prægede nederlaget mod FC Nordsjælland.

Indlæggene fra kanterne især var under al kritik.

- Vi spiller ikke chancerne store nok. Og de sidste valg, vi træffer, er ikke de rigtige. Men vi var dårligere mod FC Nordsjælland, end vi var i dag. Der er stadig mange ting, der gøres rigtigt, fastslog han

Se også: Jakob Poulsen: Det er ydmygende

Men med fire nederlag i de seneste fem kampe - og blot 12 point siden vinterpausen - så viser ulvene på ingen måde guld-hunger. Og spørgsmålet er, så om de hånlige FCM-fans får ret. Lige nu ligner sølv en ret stor opgave for FCM.

0 kommentarer
Vis kommentarer