TV: FCM-genistreg i midtjysk målorgie

Jonas Lössl var stærkt medvirkende til, at FC Midtjylland vandt målorgie mod rivalerne fra Viborg

Sylvester Igboun (tv.), Rilwan Hassan og resten af FCM-mandskabet viste storform mod Viborg. (Foto: Rasmus Baaner)
Sylvester Igboun (tv.), Rilwan Hassan og resten af FCM-mandskabet viste storform mod Viborg. (Foto: Rasmus Baaner)

HERNING (Ekstra Bladet): FC Midtjylland kan takke sin keeper Jonas Lössl for at guldhåbet blev holdt i live for FC Midtjylland med en 5-2-sejr over Viborg.

Spørgsmålet er imidlertid, om storsejren var kommet i hus, hvis ikke Lössl havde reageret lynhurtigt efter en time efter et kikset Viborg-frispark. For FCM-keeperen greb hurtigt bolden og sparkede kuglen langt mod Rilwan Hassan, der fik frit løb ned mod Viborg-målet.

Hans indlæg lå præcist i panden af Marco Larsen, der ved fjerneste stolpe kunne bringe FCM foran for første gang i kampen med et hovestød til 2-1. Det mål blev helt afgørende i en kamp, der indtil da havde været helt lige.

Se scoringen her:

Larsen bringer FCM i front med smukt hovedstød

Viborg-træner Auri Skarbalius havde til lokalbraget valgt en ultra-forsigtig opstilling med hele tre centrale forsvarere til at tage sig af FC Midtjyllands enlige frontløber, Morten ’Duncan’ Rasmussen.

Intentionen var formentlig at give mere spillerum til forsvarets kanter, Kristoffer Pallesen og Christopher Poulsen, men det var kun sidstnævnte, der for alvor havde mod på at luske med frem. Det betød også at kampen hurtigt udviklede sig med en massiv Viborg-blok, der stod foran eget mål og forsøgte efter bedste evne at kvæle de rum, som hjemmeholdet skulle løbe i.

Det lignede en gameplan strikket sammen for at luske hjem ad hovedvej 12 med en 1-0-sejr skabt på en dødbold. Og derfor lignede Auri Skarbalius noget nær et geni, da Kevin Mensah på Viborgs første rigtige angreb efter 20 minutter drønede igennem på venstreflanken. Hans flade, hårde indlæg ramte lige akkurat så meget, at den listede sig ind ved den forreste stolpe til en chokføring til gæsterne:

FCM-nedtur: Banggaard scorer i eget net

Viborg virkede så godt organiseret, at det til forveksling lignede et opgør, som de grønne kunne få noget med fra. Men Jakob Poulsen ændrede på de udsigter, da han bare ti minutter senere flåede Viborgs venstre forsvarsside op og afleverede lige ind i fødderne af Sylvester Igboun, der let kunne skubbe udligningen i nettet:

TV: Her udligner Igboun for FCM

Marco Larsens føringsmål ændrede som beskrevet kampen, der gik målamok i slutfasen. Brandvarme Petter Andersson scorede både til 3-1 og 4-2, inden Eyjofur Hedinsson i overtiden scorede kampens sidste mål.

I den sammenhæng fik det mindre betydning, at Kevin Mensah nåede at reducere til 2-3 i en situation, hvor dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen skabte en del forvirring, da han fløjtede et godt stykke tid, før bolden passerede målstregen.

Andersson bringer FCM på 3-1

Mensah tænder håb for Viborg under voldsomme FCM-protester



28. spillerunde i Superligaen:

FC Vestsjælland-OB 1-0 (0-0)
1-0 Daniel Høegh (47. minut/selvmål)
Tilskuere: 2.794

AaB-Randers FC 1-2 (1-2)
0-1 Jonas Kamper (11. minut). 1-1 Jakob Ahlmann (15. minut). 1-2 Ronnie Schwartz (37. minut)
Tilskuere: 10.005

SønderjyskE-FC Nordsjælland 3-1 (1-0)
1-0 Rubin Okotie (32. minut). 2-0 Bjørn Paulsen (58. minut). 2-1 Jens Stryger Larsen (70. minut). 3-1 Rubin Okotie (90. minut)
Tilskuere: 2.746

FC Midtjylland-Viborg 5-2 (1-1)
0-1 Patrick Banggaard (20. minut/selvmål). 1-1 Sylvester Igboun (25. minut). 2-1 Marco Larsen (59. minut). 3-1 Petter Andersson (79. minut). 3-2 Kevin Mensah (84. minut). 4-2 Petter Andersson (86. minut). 5-2 Eyjolfur Hedinsson (90. minut)
Tilskuere: 8.903

AGF-Brøndby 1-2 (1-1)
1-0 Kasper Povlsen (11. minut). 1-1 Thomas Kahlenberg (36. minut). 1-2 Andrew Hjulsager (64. minut)
Tilskuere: 9.634

FC København-Esbjerg 2-2 (2-1)
0-1 Jakob Ankersen (7. minut). 1-1 Igor Vetokele (23. minut). 2-1 Christian Bolaños (38. minut). 2-2 Jakob Ankersen (90. minut/str.)
Tilskuere: 11.917

0 kommentarer
Vis kommentarer