FC Midtjylland må vente med Femi-træning

Der er store forventninger til Femi i FC Midtjylland, men i første omgang venter spilleren på en arbejdstilladelse

Ajilore Oluwafemi har tidligere optrådt som lejesvend i Brøndby. (Foto: Casper Dalhoff/Polfoto)
Ajilore Oluwafemi har tidligere optrådt som lejesvend i Brøndby. (Foto: Casper Dalhoff/Polfoto)

I onsdags skrev FC Midtjylland kontrakt med den nigerianske midtbanemand Femi Alijore, men selvom han har trænet med klubben gennem længere tid, er han nu taget ud af Danmark. 

Først ved kontraktunderskrivelsen har FC Midtjylland kunne søge arbejdstilladelse til spilleren, og mens man venter på den, må Femi altså ikke træne med klubben. Derfor er han formentlig først at finde i FC Midtjylland, når klubben indleder træningen efter nytår. 

- Nu er han kørt til Holland, hvor han skal ordne nogle praktiske ting, og så tager han til Nigeria bagefter. Han kommer tilbage til opstarten, hvor han skal spille sig i form lige som alle de andre spillere. Så hvis han har fået arbejdstilladelse, kommer han tilbage den 6. Januar, hvor vi regner med, at alt er på plads, fortæller direktør Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

Han glæder sig over kontrakten med Femi, der skal styrke bredden og fleksibiliteten på midtbanen. 

- Planen er at give trænerstaben flere muligheder, og Femi kan blandt andet bruges på 6’er-positionen. Han er en af de spillere, der kom tidligt op i 2003, og han skal have skudt sin karriere i gang igen, men vi er glade for at få en spiller med landskampe på cv’et tilbage til klubben, siger Steinlein. 

Da Femi tørnede ud for FC Midtjylland i midten af nullerne, var han en profil i Superligaen, og Claus Steinlein regner med, at nigerianeren kan komme op på det niveau igen. 

- Det er forventningen. Da han var her sidst, var han ung og uerfaren, men nu er han rutineret og har kampe for landsholdet og en større liga med sig. Vi har kæmpe forventninger til ham, siger han. 

FC Midtjylland har skrevet en kontrakt med Femi frem til sommeren 2015.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer