Bekymring i FCM: 'De behøver ikke tage telefonen'

Jess Thorup har modvilligt accepteret salgene af Rasmus Nissen og Filip Novak. Nu håber FCM-træneren, at Alexander Sørloth får sat stolen for døren

DUBAI (Ekstra Bladet): Jess Thorup ligner den typiske og ubekymrede danske turist, da han med et smil kommer traskende i sit træningstøj for at tage pænt imod Ekstra Bladets udsendte på et hotel i Dubai.

I baggrunden ligger det luksuriøse pool-område og få hundrede meter længere ude i horisonten er der den fineste sandstrand.

Hvis man ikke vidste bedre, så pegede alle indikationer på, at FC Midtjyllands cheftræner ikke har en bekymring i livet. Han har lige forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2021, han er træner for Superligaens førerhold og forholdene på træningslejren kunne ikke være bedre.

Men alligevel er der panderynker hos Jess Thorup, da han får sig sat til rette i den bløde stol i hotellobbyen. Premier League-klubben Crystal Palace har nemlig udset sig midtjydernes norske angriber Alexander Sørloth som en tilgang i januar-vinduet. Og manager Roy Hodgson er villig til at betale mange penge for at få sin fysisk stærke angriber med mål i støvlerne.

- Sådan er gamet i fodbold, og der er nogle dygtige folk i FC Midtjylland, der tager sig af forretningen, mens jeg skal sørge for at få fodboldholdet til at præstere så godt som muligt under de forhold, jeg nu får stillet til rådighed, lyder det diplomatiske svar fra Jess Thorup, der dog hurtigt erkender, at han er stærkt bekymret for at miste sin norske guldfugl på transfervinduets sidste døgn.

- Selvfølgelig er jeg det. Jeg sidder jo med trænerkasketten på og ønsker mig det bedst mulige hold til at konkurrere om guldet i foråret. Der kommer vi ikke uden om, at Alex er en vigtig del af den plan, og han bliver en svær brik at erstatte, hvis han smutter. Men jeg har en begrundet forhåbning om, han bliver hos os, og Svend og Claus (FCM's sportsdirektør og adm. direktør, red.) behøver ikke tage telefonen mere i januar, siger Jess Thorup.

Jess Thorup kommer på dybt vand i Dubai, hvis han skal finde en ny angriber på Deadline Day. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Jess Thorup kommer på dybt vand i Dubai, hvis han skal finde en ny angriber på Deadline Day. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
 

Det er ellers ikke småpenge, de uldjyske købmænd har sagt nej til, da London ringede.

De to første bud fra englænderne har dog kun ligget på ca. 38 mio. kr. i en reel overgangssum. Resten af beløbet har været bundet op på præstations-betingede elementer. Tilmed på betingelser som ikke virker særligt realistiske set med FCM-øjne. Men det samlede bud løb op i omegnen af 75 mio. kr.

Det skal sættes op imod, at Alexander Sørloth kom til Heden fra hollandske Groningen i sommer for tre mio. kr.

- Han er en fantastisk historie, og jeg er jo ikke fuldstændig naiv. Selvfølgelig sidder der en ejer og skal vurdere, hvad den bedste forretning er for klubben. Det er trods alt sjældent, en Superliga-klub sælger til en Premier League-klub, og når det sker, så er det fordi, pengene er store.

Alexander Sørloth virker ikke bekymret over, at FCM forlanger godt 110 mio kr. for ham. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Alexander Sørloth virker ikke bekymret over, at FCM forlanger godt 110 mio kr. for ham. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
 

Pengestrømmen har i forvejen været voldsom i Midtjylland denne vinter. Rasmus Nissen og Filip Novak har forladt FCM til en værdi af godt 55 mio. kr. Dertil kommer videresalgsklausuler og salg af André Rømer, Jonas Borring og Michael Falkesgaard.

Men selv om FCM har scoret mange penge på vinterens transfers, så er Jess Thorup ikke enig i klubbens transferstrategi i januar:

- Det var ikke en del af min plan at sælge Rasmus Nissen og Filip Novak. Jeg sagde ved efterårets afslutning, at jeg håbede på det mest stille transfervindue nogensinde. Det fik jeg ikke. Jeg ville gerne have skubbet handlerne i et halvt år, så vi kunne holde sammen på vores fantastiske kerne og køre et mesterskab mere hjem til Midtjylland.

- Når det er sagt, så har vi samtidig handlet godt ind den anden vej med Erik Sviatchenko og Bubacarr Sanneh, ligesom vi har Døhr Thychosen og Munksgaard klar på backen. Derfor er jeg såmænd fortrøstningsfuld, men i en optimal verden ville jeg gerne have holdt helt sammen på truppen.

Jess Thorup er utilfreds med salgene af Rasmus Nissen og Filip Novak - men træneren er glad for tilgangen af Erik Sviatchenko. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Jess Thorup er utilfreds med salgene af Rasmus Nissen og Filip Novak - men træneren er glad for tilgangen af Erik Sviatchenko. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
 

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger ligger midtjydernes smertegrænse på 112,5 millioner kroner for Alexander Sørloth.

Selv om det er ubegribeligt mange penge for en Superliga-spiller, så er det blot et greb i lommen for en Premier League-klub. Derfor forbereder Jess Thorup sig også på et travlt sidste døgn i januar-vinduet.

- Vi har truppen helt på plads netop nu, mens vi to sidder og taler sammen. På trods af vores salg, føler jeg ikke, vi er svækkede. Det bliver vi, hvis Sørloth rejser, inden vi får smækket vinduet. Hvis det sker, SKAL vi have en ny angriber ind, og vi har emner i kikkerten, men jeg håber at kunne holde spejderrapporterne i skuffen.

* * *

FCM-direktør: Forventer Sørloth bliver

Mens Jess Thorup ikke er glad for de mange FCM-afgange denne vinter, så er det en noget anderledes holdning, sportsdirektør Svend Graversen indtager.

Manden bag salgene af Rasmus Nissen og Filip Novak er stolt over de beløb, som midtjyderne har fået i klubkassen for de to forsvarsprofiler. Netop de godt 55 mio. kr. gør også, at det i skrivende stund ikke ser ud til, at Jess Thorup må sluge endnu en kamel i Dubai med et evt. salg af Alexander Sørloth.

- Vi har nået to års målsætninger med spillersalgene af NK og Novak, så derfor er vi ikke pressede til at sige ja til at sælge Sørloth. Der er altid en risiko for, at en spiller smutter, hvis buddet bliver så højt, at vi ikke kan sige nej. Der er vi ikke med Sørloth. Vi har stor tiltro til, han også er FCM-spiller 1. februar, siger Svend Graversen.

FCM-direktørerne Svend Graversen (tv) og Claus Steinlein vil gøre meget for at holde Alexander Sørloth i FC Midtjylland i foråret. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
FCM-direktørerne Svend Graversen (tv) og Claus Steinlein vil gøre meget for at holde Alexander Sørloth i FC Midtjylland i foråret. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
 

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skal buddet op i en størrelsesorden af 112,5 millioner kroner, for at beløbet er 'så højt, man ikke kan sige nej'.

Det beløb vil Svend Graversen ikke kommentere på, men han erkender, at det seneste bud, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger lyder på samlet set 75 mio. kr., ikke har været nok.

- Vores afvisningen hænger meget sammen med, at vi modtog buddet på Sørloth så sent i vinduet. Vores mål var, som Jess også udtrykte ønske om, at få så roligt et transfervindue som muligt. Nu står vi kort før vinduet lukker, og holdet skal stå så stærkt som muligt til forårsdebuten mod Horsens 9. februar, siger Svend Graversen, der erkender, man ikke kan hente en kvalificeret erstatning for nordmanden, der kan træde direkte ind på holdet i guldkampen

- Jeg er 100 procent sikker på, at vores andre spillere nok skal tage over, hvis Sørloth ikke er her. Men vi kan ikke sælge en spiller til så mange mio. kr. og så forvente, vi kan finde en ny spiller, der kan gå direkte ind. Der vil være en tilpasningsperiode, og det er det eneste, der vil bekymre mig ved et eventuelt salg. Vi skal nok finde en god afløser, men det vil tage tid at køre en ny spiller ind.

Transfervinduet i både Danmark og England smækker i onsdag aften klokken 23.59 dansk tid.

Læs meget mere om FC Midtjylland herunder:

Alexander Sørloth har scoret 15 mål i 26 kampe i efteråret for FC Midtjylland. Foto: Jens Dresling Transfer - 30. jan. 2018 - kl. 08:52 Over 100 millioner for topscorer - FCM går efter vild transfer-rekord

Se også: Transfergys hos FCM: Premier League-klub smider gigant-bud

Se også: Yes, Jess - Topholdet forlænger med succestræner

Se også: FCM bekræfter gigantsalg: 'Et ekstraordinært beløb'

Se også: Transferbrag: Ajax henter dansk back-komet i kæmpe-handel

Se også: Officielt: FCM sælger for store penge

8 kommentarer
Vis kommentarer