Bizart forløb: Fik det at vide fire timer før

Bo Henriksen blev informeret om Juninhos karantæne, mens cheftræneren sad på hotelværelset inden kampen, men han var ikke overrasket over den

FC Midtjylland havde flere profiler ude med coronavirus mod PSV Eindhoven, men Bo Henriksens mandskab blev svækket yderligere kort inden kampen.

Brasilianske Juninho havde fået et rødt kort 8. maj for sin tidligere klub Bahia. Han blev udvist for 'voldelig adfærd' ifølge Transfermarkt. Billeder fra kampen viser, at der var et større slagsmål.

FIFA besluttede mandag, at midtstopperens karantæne skulle gælde internationalt, hvilket UEFA dog første viderebragte til Midtjylland på kampdagen, skriver klubben.

Juninho manglede at afsone seks karantænedage, hvilket gælder på tværs af alle turneringer.

Cheftræneren fik at vide kort inden den vigtige kamp mod PSV, at han måtte undvære Juninho. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Cheftræneren fik at vide kort inden den vigtige kamp mod PSV, at han måtte undvære Juninho. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fik det at vide på hotellet
Efter midtjydernes 3-0-nederlag til PSV i CL-kvalifikationen deltog Ekstra Bladet sammen med andre danske medier på et virtuelt pressemøde med Bo Henriksen.

- Hvornår får I det at vide?

- Vi sidder og hviler på hotelværelset op til kampen fire timer før, hvor jeg så får det at vide, og det er klart, at det er ikke noget toparrangement. Jeg sad ikke på sengen og lavede jubeldans. Jeg har lavet flere jubeldanse, der er sjovere end den dans, jeg lavede lige der.

- Selvfølgelig er det da irriterende, men vi skal bare spille en fodboldkamp. Nicolaisen går ind og gør alt, hvad han kan.

- Var du overrasket over, at han pludselig fik karantæne, eller havde I hørt om, at det kunne være, han skulle afsone de resterende seks kampe?

- Vi var godt klar over, at den kunne komme på et eller andet tidspunkt, så den vej rundt var vi selvfølgelig forberedt på, at det scenarie kunne være en mulighed, så derfor var det ikke så stor en overraskelse, men det kunne være fiksere, hvis det var en dag før, vi havde fået det at vide, siger Bo Henriksen.

FC Midtjylland overvejer at anke kendelsen.

Sportschef: Uforstående overfor timingen

- Vi noterer os afgørelsen, men stiller os uforstående overfor timingen.

- Vi er få timer fra en vigtig kamp om kvalifikation til Champions League i Holland og har ikke mulighed for at udtage en erstatning, sagde sportschef Svend Graversen til Midtjyllands hjemmeside inden kampen.