Brandvarme Jim tænker ikke på landsholdet

Larsen spillede en brandkamp for FC Midtjylland, men viste faktisk ikke, at han kan være i spil til landsholdet i stedet for Daniel Agger

- Jeg har bemærket, at FCK har brugt udtrykket ’gummiben’ meget – og har gjort det siden efteråret ... og det kan de bare blive ved med. Det rører mig ikke, siger Jim Larsen (th.), der ud over at score selv også lagde op til det mål, Martin Pusic fejrer her. (Foto: Ernst van Norde)
- Jeg har bemærket, at FCK har brugt udtrykket ’gummiben’ meget – og har gjort det siden efteråret ... og det kan de bare blive ved med. Det rører mig ikke, siger Jim Larsen (th.), der ud over at score selv også lagde op til det mål, Martin Pusic fejrer her. (Foto: Ernst van Norde)

Jim Larsen kandiderer til at være sæsonens mest geniale indkøb.

Lørdag dirigerede han FC Midtjylland på guldkurs med en storkamp mod formstærke Hobro.

Og dirigerede skal forstås i mere end én forstand ... Først dirigerede han med pandebrasken bolden hen til Martin Pusic til 1-0-træfferen efter 32 minutter. Lige inden pausen dirigerede han så med fødderne kuglen ind til 2-0, da Jesper Rask halvklarede Rilwan Hassans langskud.

Se Larsens brag her:

Og kampen igennem dirigerede han i samarbejde med centerforsvars-makker Erik Sviatchenko FCM’s brølstærke defensiv frem mod nok et clean sheet - og så kunne ulvene tage nok et solidt skridt mod guldet med den tredje 3-0-hjemmesejr i træk.

Agger-afløser
Med mål og assist stjal Jim Larsen opmærksomheden fra Martin Pusic. Og det er helt relevant at tænke Jim Larsen ind i flokken af mulige afløsere for Daniel Agger på landsholdet. Tanken ligger bare hovedpersonen fjernt.

- Jeg har været med omkring landsholdet tidligere, men jeg vidste ikke en gang, at der var en plads åben, så mere har jeg ikke tænkt over det, smilede Jim Larsen.

Se også: TV: Pusic tordner FCM mod guld

- Kommer det, så bliver jeg rigtig glad, men jeg tror ikke rigtig, at jeg kan bruge det til noget, at jeg har været med tidligere. Det var jo en anden tid og med nogle andre konkurrenter, sagde Jim Larsen, der dog ikke var mere selvudslettende omkring landsholds-chancen, end at han var parat til at fremhæve sig selv frem for sin makker, Erik Sviatchenko.

- Står det mellem os to ... så foretrækker jeg, at det bliver mig, lo han.

Svære at stoppe
- Jeg synes, at FC Midtjylland har to rigtig gode midtstoppere i Jim Larsen og Erik Sviatchenko, som har spillet til nul de tre gange, de har været sammen. De er gode til at forsvare på standardsituationer og rent individuelt, konstaterede FCM-træner Glen Riddersholm på spørgsmålet om, hvorvidt hans centerforsvarere var klar til nationalmandskabet.

Se også: FCM's succestræner eftertragtet i udlandet

Jim Larsen konstaterede, at 3-0 sejren var nok et signal til Superligaen om, at FC Midtjylland bliver svære at stoppe.

- Lige nu ser det ikke ud til, at der er nogen, der kan stoppe os. Vi vinder, selv om spillet endnu ikke er helt der, hvor vi gerne vil være. Det er jeg helt sikker på kommer i løbet af kort tid. Så det er stærkt at vinde, når der er så meget mere i vente, mente den stærke centerforsvarer, som kun havde smil tilovers for snakken om, at FC Midtjylland kan ende med at smide mesterskabet.

- Jeg har ikke rigtig noget forhold til udtrykket ’gummiben’, for jeg var ikke en del af holdet sidste sæson. Men jeg har bemærket, at FCK har brugt udtrykket meget – og har gjort det siden efteråret ... og det kan de bare blive ved med. Det rører mig ikke, fastslår Jim Larsen.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere