Degraderet FCM-keeper: Jeg fatter ikke en brik

22-årige Jakob Haugaard er uforstående over for, hvorfor FC Midtjylland har valgt at hente en ny førstemålmand

Jakob Haugaard har pludselig fået en meget alvorlig konkurrent i FCM-målet, og det forstår keeperen ikke ideen med. (Foto: Rasmus Baaner)
Jakob Haugaard har pludselig fået en meget alvorlig konkurrent i FCM-målet, og det forstår keeperen ikke ideen med. (Foto: Rasmus Baaner)

Han har spillet alle kampe i efteråret for Superligaens tophold, men nu ser det ud til, at 22-årige Jakob Haugaard kommer til at sidde på bænken i foråret. I hvert fald hentede FC Midtjylland tidligere mandag den svenske målmand Johan Dahlin på en permanent aftale, og han er tiltænkt rollen som førstemålmand.

Jakob Haugaard kæmpede i sommer med Lasse Heinze om pladsen i målet, og den kamp vandt han, men nu er der udsigt til manglende spilletid, og det er Jakob Haugaard uforstående overfor.

Se også: FC Midtjylland henter svensk landsholdsmålmand

- For at være helt ærlig fatter jeg ikke en brik af det. Jeg forstår det ikke, siger Jakob Haugaard til tipsbladet.dk.

- Jeg har fået at vide, at jeg har gjort det godt, og at de har været tilfredse med min udvikling henover efteråret. Lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg har gjort noget galt, og det er utilfreds med, for de har jo fortalt mig, at jeg har levet op til forventningerne, siger Jakob Haugaard.

Målmanden er ikke overrasket over, at FC Midtjylland henter forstærkning, men han er overrasket over, at klubben siger et og gør noget andet.

- Det kommer ikke som verdens største chok, at de henter en ny målmand, for FC Midtjylland har nogle økonomiske muskler. For mig handler forvirringen mere i det, klubben har sagt til mig og de utallige samtaler, jeg har haft med min målmandstræner og folk i klubben. Jeg siger ikke noget til, at der kommer konkurrence, men jeg siger noget til, at de har givet beskeder til mig om, at de er glade og tilfredse med mig, siger Jakob Haugaard.

Nu står FC Midtjylland med tre stærke keepere i Johan Dahlin, Jakob Haugaard og Lasse Heinze, og det er formentlig én for meget. Dahlin bliver ikke solgt eller udlejet, og så valget nok mellem Haugaard og Heinze. Jakob Haugaard ved ikke, om han til februar også er at finde i FC Midtjylland.

- Nu må jeg bruge det næste stykke tid på at finde ud af, hvad der er af muligheder, og hvad der er bedst for mig. Om det er leje eller en permanent transfer, må jeg se på, jeg er i hvert fald opsat på, at jeg skal spille og ikke sidde på bænken.

- Men jeg kommer til at give den fuld smadder til træning, og jeg gider ikke græde snot over, at klubben henter en ny målmand. Den får hele armen og mere, og så må jeg bevise, at klubben har begået en fejl. Men om jeg skal bevise det i Midtjylland eller en anden klub, må vi se.

22-årige Jakob Haugaard har kontraktudløb om et år.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere